Tip     Print     RSS     Del    

I Japan-gravens dyb

Af SOPHIE ENGBERG SONNE

Offentliggjort 20.06.08kl. 03:00

”Efter Fujiyama” er en malstrøm af mystik, der trodser tid, død og landegrænser i en sær fortælling om at miste livet og finde det igen.

Paven og Castro har noget til fælles

Både paven og den cubanske leder udgiver bøger - omend med noget forskellig målgruppe. Læs artikel

Paula Fox: Lånte fjer

Paula Fox' erindringsbog er sart og kuldskær. Læs artikel

Tidiane N'Diaye: Der Veschleierte Völkermord - Die Geschichte des muslimischen Sklavenhandels in Afrika

Tidiana N'Diaye betegner slavehandlen fra Afrika mod øst som et programmeret folkemord. ? Hans bog går i rette med tidligere historiefremstillinger, der fokuserer på slavehandelen til Amerika. Læs artikel

Læs mere om rock på bog.guide.dk

Steen Bach Christensen:

EFTER FUJIYAMA

199 sider sider, 250 kr.

Borgens Forlag

Er udkommet

”Efter Fujiyama” er historien om en rejse. En rejse fra liv til død og tilbage igen, en rejse fra Vesterhavet til Tokyo, en rejse i tiden i erkendelsen og i kærligheden. Hvis det lyder storladent, så bare rolig. Romanens tone er afdæmpet og jordnær som den vestjyske muld.

Hovedpersonen, marinebiologen Mikkel, har været ude for en drukneulykke, hvor han så døden i øjnene, men blev bragt til live igen, og siden har han været fremmed for sin kæreste og sine venner. Han isolerer sig i parrets vesterhavshytte med sine mange bøger om japanske træsnit, særligt om billedkunstneren Hokusai, der er berømt for sine træsnit af havet og af Mount Fuji.

Mikkel beslutter sig for at se Fuji med sine egne øjne og rejser til Tokyo, hvor han møder den unge kvindelige fotograf Miko samt - på forunderlig vis - den forlængst afdøde Hokusai i egen høje person. I hvor høj grad, der er tale om fantasi, drømme eller hallucinationer står hen i det uvisse, og det er på samme tid romanens styrke og dens svaghed.

Svaghed og styrke
Svaghed, fordi fortællingen sine steder bliver lige lovligt svævende og - lige som sin hovedperson - drukner i mellemrummenes terrain vague og mister taget i virkeligheden.

Styrke, fordi al snakken om forskellen på billede og virkelighed både er spændende og relevant i beskrivelsen af den krise, et menneske går igennem, når han i mødet med døden tvinges til at tage stilling til livet.

Det store hav, der går igen i Mikkels drømme om døden og i Hokusais vidunderlige træsnit, bliver sammen med Mount Fuji billeder på livets uendelighed, og romanens åbne slutning på toppen af bjerget er i fin overensstemmelse med romanens tone og med japansk mytologi, hvor Fuji netop er symbolet på det evige og guddommelige.

”Efter Fujiyama” er Steen Bach Christensens tredje roman, og igen bruger han en faktisk kunstner (i denne bog er det Hokusai, i de foregående var det henholdsvis den franske forfatter Marcel Proust og den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen) som afsæt for en - i dette tilfælde - fiktiv fantasi.

”Efter Fujiyama” er en mystisk bog, men alligevel drages man ind i dens indre hav, som efterlader læseren både fordrukken og fuld af sære billeder og fantasier