Tip     Print     RSS     Del    

Kim Minke: Aviskrigen

TAGE CLAUSEN

Offentliggjort 09.09.08 kl. 19:23

Medier: Hver gang Morgenavisen Jyllands-Posten bruger én krone på krigen, skal Berlingske bruge 10. Sådan var Jyllands-Postens mantra, og det fungerede.

Kim Minke:

Aviskrigen

300 sider, 349 kr. Borgen

UDKOMMER I DAG

Det var få måneder efter, at Jørgen Ejbøl var tiltrådt som ny chefredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten. Efter en række håndfaste omlægninger i redaktionen var det blevet journalisterne et nummer for broget, og på et fagligt møde var der vedtaget en udtalelse, som handlede om, at der med retten til at lede og fordele arbejdet fulgte en pligt til at udvise »menneskelig anstændig adfærd«.

Udtalelsen var sendt i kopi til bestyrelse og fondsstyrelse, og det var en ubærlig udfordring af Ejbøls temperament.

»Han råbte til sine nærmeste, at det var uantageligt, uacceptabelt og meget mere. Til sidst smækkede han hånden så hårdt i bordet for at sætte trumf på, at rygtet gik, at han brækkede en håndrodsknogle.«

Sådan skriver Danmarks Journalisthøjskoles forhenværende rektor Kim Minke i sin bog om aviskrigen, der rasede fra begyndelsen af 1990'erne og slet ikke er slut endnu, selv om den i mellemtiden er gået over i nye faser.

Alle inhabile
Som Jyllands-Postens litteraturredaktør skriver i en intern mail, er det jo ikke muligt at finde en person til at anmelde dette værk, som ikke på en eller anden måde er inhabil.

Det er rigtigt. Det gælder også denne anmelder, som var tillidsmand for journalistgruppen og til stede, da Ejbøl i raseri bankede sin flade hånd i bordfladen, så ekkoet runger i gangene endnu 15 år efter.

Han slog sig slemt. Det kunne man se på hans ansigtsudtryk, men brækkede en håndrodsknogle gjorde han nu ikke. Det er en udlægning, som han selv senere spøgefuldt gav episoden, og som nu åbenbart er blevet til et rygte - eller en af de myter, som omgiver bladchefen, der var blevet en legende, før han havde alderen til det.

Krudttønder
Tillidsmændene var indkaldt til skideballe for udtalelsen, men det var, som om de ikke rigtigt blev så bange som ønsket. Jørgen Ejbøl sad over for tillidsmænd, som havde mange års erfaring med koleriske krudttønder som chefredaktørerne Laust Jensen, Asger Nørgaard Larsen og Nils Thostrup, og de vidste, at selv det værste raseriudbrud får en ende.

Man skal bare vente, til blodtrykket er kommet ned i et normalt leje, så man kan tale sammen.

Således endte det også den dag i sommeren 1993, og siden havde Jørgen Ejbøl og tillidsmændene trods interessemodsætninger et fint og tillidsfuldt samarbejde.

Præcist billede
Andre fik ikke den flade hånd, men Jørgen Ejbøls knytnæve at føle, og det er det egentlige ærinde i Kim Minkes bog om aviskrigen.

Jørgen Ejbøl selv har ikke ønsket at medvirke, og ifølge en slutbemærkning i bogen har han opfordret en række af sine nærmeste medarbejdere til heller ikke at gøre det.

Det har virket, for oplagte navne savnes i kildelisten, men det har imidlertid ikke forhindret forfatteren i at give et, så vidt denne anmelder kan vurdere, overordentligt præcist og retvisende billede af de strategier, overvejelser og strategiske træk, som kendetegnede den brutale aviskrig.

Ved at omringe
Mens krigen rasede, forsøgte stærke kræfter at fremstille Jørgen Ejbøl og Jyllands-Posten som den aggressive part, men Kim Minke forklarer loyalt og præcist, at Jyllands-Postens træk var et forsvar mod aggression fra det langt rigere og stærkere berlingske hus.

Det københavnske medieforetagende var gennem samarbejder, opkøb og alliancer godt i gang med at omringe Jyllands-Postens kerneområder og underminere annoncemarkedet.

Knytnæve i mørket
Helt uafhængigt af de store aktører var et par gymnasieelever i Århus begyndt at lave en avis for ejendomsannoncer, som udkom i Århus Stiftstidendes kerneområde.

Jyllands-Posten tog kontakt med de to unge mennesker, og i løbet af kort tid var det Stiftstidendes lukrative marked for ejendomsannoncer, der var skredet. Stiftens folk var lammet, inden de opdagede, hvad der havde ramt dem - en knytnæve i mørket.

Det samme skete i Horsens, Silkeborg og Odense. I løbet af et par uger hvert sted havde Ejendomsavisen overtaget markedet og blev distribueret sammen med Jyllands-Posten. Over alt mødte Ejendomsavisen og senere også Bilavisen velvilje, for mæglerne og forhandlerne viste sig at være grundigt trætte af de lokale monopolavisers arrogance og ensidige prisfastsættelse.

Millionerne rullede
Da Jyllands-Posten gjorde sit indtog i København, inviterede Berlingskes bestyrelsesformand, Ole Scherfig, Jyllands-Postens bestyrelsesformand, Niels Boserup, til te i privaten. Efter et par høflighedsfraser meddelte Scherfig: »Hvis I bliver ved med jeres fremfærd i København, knuser vi jer næste gang, der kommer lavkonjunktur.«

Ifølge Kim Minke blev Niels Boserup paf, men han må have vidst, at sådan taler kun en mand, der er desperat eller dum, og dum var Scherfig ikke.

Der kom forhandlinger i gang, der blev sammenbrud. Bestyrelser bekymredes, millioner rullede, chefer blev udskiftet i interne magtkampe, fyringsrunder hærgede bladhusene, typografvældet, hvis omfang i dag forekommer ufatteligt, blev knust, og i hele forløbet arbejdede redaktionerne støt med at levere nyheder, baggrund og servicestof til befolkningen, som i lange perioder nærmest gratis kunne shoppe mellem de forskellige slagtilbud, der var væsentlige argumenter i kampen om abonnenterne.

Cheffyring
Blandt de mere spektakulære magtkampe var fyringen af chefredaktør Ulrik Haagerup i december 2001.

Her er det befriende at læse Kim Minkes effektive aflivning af den heltemyte, som Haagerup på vej ud ad døren fik skabt om sig selv, nemlig at han gik af samvittighedsgrunde - at han ville kunne se sig selv i spejlet om morgenen.

Hermed støttede han den allerede verserende myte, at Jørgen Ejbøl skulle have hjulpet Venstre til en valgsejr ved at promovere en svagt dokumenteret artikel om libaneseres misbrug af det danske asyl- og bistandssystem.

Sandheden var, at Ejbøl intet havde med den historie at gøre. Han gik hjemme og restituerede sig efter en hjerneblødning i august. Historien var Ulrik Haagerups værk, og Haagerup gik ikke af samvittighedsgrunde. Han blev fyret på grund af illoyalitet mod Jørgen Ejbøl.

Så enkel er den historie, og den sættes præcist på plads af Kim Minke.

Soldater i krigen
Kort sagt giver Kim Minke her en samlet fremstilling af den voldsomme aviskrig, som senere førte til fusionen mellem Politiken og Jyllands-Posten og fremkomsten af nye kamppladser.

Siden kom islændingene til med det umulige projekt Nyhedsavisen, som nåede at rive dybe sår i de etablerede bladhuses i forvejen trængte økonomi - men måtte give op umiddelbart efter Kim Minkes deadline.

For os, der var soldater og statister i krigen, er det en isnende fornemmelse at få genopfrisket erindringerne fra de voldsomste af årene.

For almindeligt medieinteresserede borgere vil det være udbytterigt at læse om krigen med det klarsyn, som afstanden og Kim Minkes systematiske research giver.

For de såkaldte medieforskere, som er kendetegnet ved at sige noget dumt hver gang, de åbner munden, vil det være god lærdom at få adgang til noget, der nok er den for tiden rigtigst opnåelige version af, hvad der foregik på og bag scenen.