Martin Krasnik: Min amerikanske drøm

JAKOB LEVINSEN

Offentliggjort 09.10.08 kl. 18:40

Martin Krasniks samtaler med amerikanske intellektuelle viser navnlig USA fra den mest europæiske side.

Reportagebog

Martin Krasnik: MIN AMERIKANSKE DRØM På jagt efter stjernerne

272 sider, ill., 299 kr.

Forlaget Bianco Luno

UDKOMMER I DAG

På forsiden af den uomgængeligt gode ”De retfærdige. En islamisk stafet” fra 2005 er Martin Krasnik fra Weekendavisen afbildet i høflig, men intens og tilsyneladende lydhør diskussion med to muslimske skriftkloge. På forsiden af ”Min amerikanske drøm” er han til gengæld, i sløret sort/hvid og med lukkede øjne, alene på vej i skarpt trav ned ad en anonym gade i én eller anden amerikansk by.

Symbolværdien er stor. For hvor Krasnik i sin islamiske stafet med lige dele nysgerrighed og frygtløshed konfronterede sig med islamistiske intellektuelle og prædikanter (og omvendt), er fokus i denne samling bearbejdede artikler fra USA anderledes flimrende.

Perlerække
Vist er Krasniks ekstraordinære kvaliteter som featurejournalist også til stede her. Udover skrivetalentet - og humoren - vil det ikke mindst sige hans kombination af stor forhåndsviden, vilje til at gå i standhaftig dialog med sine interviewpersoner og mod til (samt talent for) at inddrage meget personlige erfaringer af både seksuel, religiøs og medicinsk art:

Hans ungdomsvanskeligheder med det modsatte køn, hans komplekse forhold til sin jødiske baggrund og den kræftsygdom, der var tæt på at slå ham ihjel i en ung alder.

Og nok ligner det på papiret en perlerække af amerikanske intellektuelle, han de sidste par år har insisteret og til tider intrigeret sig vej til at få i tale.

Kulturpessimistisk
Her er en klassisk kulturpessimistisk forfatter som Philip Roth, tegneserietegneren Art Spiegelman, den gamle feminist Erica Jong, den intellektuelle krimiforfatter Colin Harrison, den erklærede populist Tom Wolfe, unge lys som Jonathan Lethem og Jonathan Franzen - og fra de mere debatterende miljøer politologerne Robert Kagan og Francis Fukuyama, The New Yorkers redaktør David Remnick, ateisten Sam Harris, den hårdtslående (og -drikkende) Christopher Hitchens, som vi er flere, der har et kæmpestort blødt punkt for, samt de barske politiske kommentatorer Arianna Huffington (moderat venstreorienteret) og Ann Coulter (benhård konservativ). Men det er i mange tilfælde altså folk, der er præsenteret før og ind imellem også bedre i danske medier. I særdeleshed Salman Rushdie, hvor Krasniks udførlige beskrivelse af, hvordan det trods ihærdige anstrengelser ikke lykkes ham at få berømtheden til at sige mere end et par sætninger i forbifarten, i alt for høj grad bare ligner Morten Sabroe på en sløv dag.

Oven i købet bærer adskillige interviews præg af at være lavet i omegnen af Muhammed-krisen. Hvilket gjorde dem relevante nok, da de helt aktuelt stod i Weekendavisen, men nu får dem til uanset alle gode pointer jævnligt at virke lovlig tidsbundne.

New York, New York
Hvad der også betyder, at samtalerne ofte kommer til at handle om noget helt andet end det forsøg på at finde en form for sandhed - blandt mange mulige - om Amerika, som vel er det egentlige formål med at redigere dem sammen til en bog og udgive den her op til præsidentvalget. Hvormed vi nærmer os bogens egentlige problem, nemlig den meget lille stump Amerika, den reelt bevæger sig indenfor.

Faktisk er det de færreste af samtalerne, der ikke har fundet sted i New York. Og endnu færre, hvor Krasnik ikke taler med intellektuelle, forfattere, meningsmagere og andre af den type usual suspects, man uanset alle indbyrdes uenigheder og forskelligheder herhjemme ville forvente at se i løbende rotation på DR 2's Deadline og lignende steder.

De mange andre Amerika'er - populærkulturen, traditionerne, landbokulturen, andre etniske brudflader end den gamle sort/hvide, rigdommen, fattigdommen - er derimod stort set kun med indirekte, også sammenlignet med hvordan andre danske avisers USA-korrespondenter løbende dækker landet.

Mødet med præsten George Weigel - der i det mindste bor så relativt langt vestpå som i Washington, D.C. - virker i så henseende som en befriende undtagelse.

Skriv for dig selv
Set i det lys kommer bogen mere og mere til at ligne den gamle Paul Simon-sang om parret, der drager ud for at finde Amerika, men aldrig kommer længere end til en motorvejsudfletning i New Jersey. Det er på alle måder de dele af USA, der ligger nærmest på Europa og europæisk intellektuel tradition, man møder.

De bedste passager er faktisk ofte dem, hvor Krasnik har sig selv allermest med - frem for alt samtalen med Joan Didion, der handler mindst lige så meget om hans eget møde med kræftdøden som om hendes bog ”"The Year Of Magical Thinking”. Her læser man med fornemmelsen af, at selv om Krasnik endnu ikke er fyldt fyrre, ville den bedste bog, han kunne skrive muligvis være én, der udelukkende handlede om ham selv.