Michael Jones: Leningrad Under Belejring

BENT JENSEN

Offentliggjort 03.12.08 kl. 19:33

En storslået beretning om menneskelig ondskab og storhed.

Michael Jones:

LENINGRAD UNDER BELEJRING

391 sider, ill., 399 kr.

Borgen

Det var Marx' mageløse opdagelse, at det materielle er det primære, mens det åndelige - religion, filosofi og kunst - blot er noget afledt og sekundært. Desværre har han et langt stykke ret.

»Erst kommt das Fressen, dann die Moral,« som en af Marx' mange disciple i det 20. århundrede, Bert Brecht, så brutalt udtrykte det. Men hverken Marx eller marxisten Brecht havde heldigvis ret hele vejen. ”Ånden” er somme tider stærkere end materien og i stand til at besejre denne.

Hvis alt dette lyder noget abstrakt, så læs den engelske historiker Michael Jones' fremragende værk om Leningrads indbyggere under den 900 dages grufulde tyske belejring. Hitler havde besluttet, at denne smukke by - »det fordærvede sæde for den asiatiske gift« - skulle raseres og fjernes fra Jordens overflade.

Videnskabeligt begrundet
Forinden skulle han og hans håndgangne mænd dog fejre erobringen ved en banket på Hotel Astoria. Nazisterne var grundige folk, som var meget optaget af videnskab, og som selv - ligesom bolsjevikkerne - mente, at deres forstyrrede forestillinger var videnskabeligt begrundede. Udryddelsen af Leningrads befolkning blev derfor også videnskabeligt planlagt.

En tysk professor ved Institut for Ernæring i München lavede beregninger over, hvor længe det ville tage at sulte indbyggerne ihjel, hvis man forhindrede dem i at få tilført levnedsmidler. Samtidig ødelagde man ved luft- og artilleribombardementer systematisk vand-, gas- og elforsyningerne.

En forfærdelig isvinter hjalp også. Og to uduelige partispidser, Vorosjilov og Zjdanov, som af Stalin var sat til at organisere byens forsvar og forsyninger, bidrog også til at forøge befolkningens i forvejen enorme lidelser: Levnedsmidlerne blev koncentreret ét sted, som derpå blev pulveriseret af tyskerne.

I øvrigt led partitoppen og dens villige hjælpere ingen nød. De var så forædte, at det virkede skræmmende på de forsultne og radmagre almindelige mennesker.

Forfærdelige scener
Men hverken det tysk-nazistiske barbari eller kommunisternes inkompetence kunne knække befolkningen. Folk - børn og gamle og dem midt imellem - døde ganske vist som fluer af sult, kulde og udmattelse. Alene det at få de mange døde begravet krævede en ekstra kraftanstrengelse.

Kriminalitet og kannibalisme blev en uhyggelig del af hverdagen for den jævne befolkning. Forfærdelige scener udspillede sig i den nøgne kamp for overlevelse, hvor en humpel brød eller et rationeringskort kunne betyde forskellen på liv og død.

Men der var samtidig en forbløffende vilje til at overleve, og midt i kulde- og hungerhelvedet viste mange, at mennesker også er åndsvæsener med egenskaber som kærlighed, omsorg og ansvarsfølelse over for andre, ofte ganske ukendte medmennesker.

Sjælens styrke
De russisk-ortodokse indbyggere i Ruslands gamle hovedstad viste med deres eksempel, at ånden kan være stærkere end materien. Deres mod, udholdenhed og sjælsstyrke var samtidig en grundig tilbagevisning af den nazistiske racevidenskab, ifølge hvilken russerne og de andre slaviske folkeslag var undermennesker og de højtstående germanere underlegne i enhver henseende.

Udyret Hitler fik derfor aldrig sin banket på Hotel Astoria, som stadig eksisterer.

Michael Jones' bog om Leningrads belejring står naturligvis på skuldrene af mange tidligere værker om emnet, herunder den uforglemmelige sovjetiske ”Blokadebogen” af Ales Adamovitj og Daniil Granin fra 1985, men Jones har samlet meget nyt stof.

Den engelske historikers beretning er grufuld i sin konkrete beskrivelse af menneskelig ondskab og fornedrelse, men det er samtidig en vidunderligt opløftende fortælling om små menneskers storhed og åndens triumf.