Tip     Print     RSS     Del    

Hugh Sebag-Montefiore: Dunkirk

GERHARDT ERIKSEN

Offentliggjort 17.12.08  kl. 19:58 

Monumental britisk bog om mænd i krig.

Hugh Sebag-Montefiore:

DUNKIRK

1940 - kampen til sidste mand

574 sider, 399 kr.

Borgens Forlag

Dunkirk, det engelske ord for den franske kanal-havn Dunkerque, er også titlen på denne enorme beretning om BEF (de britiske ekspeditionstropper i Frankrig) og deres skæbne i Anden Verdenskrigs første del. Nemlig da ”the Phoney War”, krigen, hvor der ikke rigtig skete noget, udviklede sig til en ovenud brutal krig som følge af Hitler-hærenes angreb på Frankrig i maj 1940.

Sidst i maj blev de britiske tropper (og en hel del franske) evakueret over Kanalen til England mest ved hjælp af småfartøjer, der uforfærdet begav sig over det stormende farvand og tog næsten hele BEF (men ikke hærens udrustning) med hjem.

Briterne havde mistet 66.426 mand (14.000 sårede og godt 41.000 krigsfanger), Frankrig og Tyskland havde henholdsvis 90.000 og 27.074 dræbte.

Sejr i nederlag
For Storbritannien blev det en sejr midt i en nederlagshandling - en flådeofficer spurgte undervejs: »Er dette endnu en kapitulation?« (som i Norge samme forår), men fik svaret: »Nævn ikke det ord - det er blot en midlertidig omrokering af tropperne.«

Sikkert er, at takket være de evakuerede soldater vovede Hitler ikke at sætte sin planlagte invasion i Storbritannien i værk senere.

Hyldesten for, at det ikke gik langt værre end ventet, sender Sebag-Montefiore først og fremmest til de britiske soldater, der ved at stå fast langs forsvarslinien i Frankrig gjorde tilbagetrækningen af de mange soldater mulig.

Den britiske forfatter har gennem et imponerende indsamlingsarbejde af alle mulige kilder til slaget forsøgt at se slagsituationerne fra flere sider, men ”Dunkirk” er primært blevet en hyldest til de soldater, der gjorde evakueringen mulig.

Til slut i sit store epos konstaterer han, at Dunkirk-slaget havde vist, at den britiske kampånd ikke var brudt.

Denne - og andre landes fighterånd - rummer bogen mange eksempler på, også på højeste plan i den britiske regerings krigskabinet, hvor man flere gange drøftede et fredsinitiativ fremsat af Italiens diktator Mussolini.

Kampviljen intakt
Tidligere premierminister Neville Chamberlain, der stadig var medlem, var villig til forhandlinger, men den nye premierminister Winston Churchill sagde afgjort nej, i øvrigt støttet af Labourpartiets Clement Attlee.

Kampviljen var intakt, og det gjaldt også på fronten, som man følger bogen igennem i en mosaik af beretninger, mange fra soldater, der var med.

Krigen i Nordfrankrig var i mindre format for mange en generalprøve på den store krig, der fulgte efter de næste fem år, og i ”Dunkirk” møder man både de Gaulle, Alan Brooke, Erwin Rommel og Bernard Montgomery.

Frygt for kønssygdomme
Sidstnævnte i en usædvanlig rolle, for fra denne ellers yderst asketiske brite gengives bramfrie ord om de huserende kønssygdomme i hæren. Han havde intet imod, at en soldat gerne ville »have en kvinde«, men det skulle ske med fornøden beskyttelse mod smitte - ellers bliver for mange ukampdygtige, var Montgomerys hovedargument.

Primært er bogen fuld af barske slag-episoder - så mange, at det virker overvældende på læseren.

Den enorme stofmængde har taget magten fra forfatteren, som ikke desto mindre har sat dem, der kæmpede og gav livet i kampen mod et nazistisk herredømme i Europa, et markant minde.