Tip     Print     RSS     Del    

Carsten Jensen: En herlig opringning

Af  JESPER STEIN LARSEN

Offentliggjort 18.01.09  kl. 14:12 

Forfatteren Carsten Jensen kom ind på en suveræn førsteplads i læserafstemningen om "Vor tids danske roman" med sin populære sømandsroman ”Vi, de druknede”.

Carsten Jensens stemme drukner i lyden af et jagerfly i luften over Camp Pirce i Afghanistan.

»Det var en herlig opringning at få. Det er skønt at høre. Jeg har jo fulgt det undervejs,« siger han i telefonen, da han får besked om, at 846 mennesker har stemt hans roman fra 2006 ” Vi, de druknede” ind på en suveræn førsteplads i læserafstemningen om ”Vor tids danske roman”.

»Det er et fremmedartet sted at stå og snakke om dansk litteratur. To kilometer herfra er et større slag i gang,« siger han.

Carsten Jensen er i Helmand-provinsen, hvor han samler stof til en ny bog og rapporterer til tre skandinaviske aviser, men han kan godt spole tilbage til tilblivelsen af sin populære sømandsroman. ”Vi, de druknede” kom i 2006 som en overraskelse for mange læsere, men også for forfatteren selv.

»Det var en gammel drøm. Jeg vidste positivt, at der var så mange fantastiske historier at fortælle. Jeg følte, jeg gik rundt med et ubenyttet privilegium, som jeg ikke gjorde brug af, at jeg var den eneste forfatter, måske i hele verden, men i hvert fald i Danmark, der havde adgang til dette fantastiske stykke ufortalte historie fra Marstal. Det var overraskende, at det blev en roman. Efter at have arbejdet på det et stykke tid og prøveskrevet på det, kastede jeg mig ud i en genre, som jeg havde en vis tøven og nervøsitet overfor. Men det her er en fantastisk bekræftelse på, at jeg ikke havde grund til at være nervøs,« siger han med henvisning til de mange begejstrede læsere.

En universiel historie
Mere end hver tiende af de 7.660, der har stemt på en af de 100 bøger i ”Vor tids danske roman”, har stemt på hans bog. Og 410 af de 846, der har stemt på ”Vi, de druknede” har knyttet kommentarer til deres valg eller begrundet det.

»Man kan ikke altid gætte, hvad det er, læserne opdager i ens roman, for nogle gange har de læst noget andet, end man selv har lagt i den. Hvordan gør man en lokalhistorie universel? Jeg følte et eller andet sted, at den bys historie og sømændenes liv var fuldstændig universelt og måtte vække genklang, fordi det handler om de store dramaer. Livet står på spil for de skæbner, det handler om. Jeg synes selv, der er humor i den, men der er også en næsten ublufærdig alvor, og det, tror jeg, er noget af det, der går igennem til læserne, for det er ikke så almindeligt i Danmark. Jeg tillod mig at tage de store temaer op og ikke sidde og fifle med en lille sprogleg i et hjørne af litteraturen.«

De falske modsætninger
Bogen fik fremragende anmeldelser hele vejen rundt, da den udkom, men siden har flere kritikere været negative. Det tager Carsten Jensen roligt.

»Jeg føler mig godt behandlet af kritikken. Der var nogle pip fra den mere akademiske del af litteraturkritikken, som jeg aldrig har været venner med. Min bog er ikke ene om at lide den skæbne. I Danmark er der den misforståelse, at bestsellere er en litterær genre for sig selv, men hvis du ser på, hvad der har været bestsellere i de sidste syv-otte år, så er de meget forskellige, og ingen af dem er produceret som bestsellere. I USA har man en decideret bestsellerfabrik. Men tager du Ramsland, Jungersen, Ejersbo, Romer og mig, så har vi meget lidt til fælles. Der er en tendens til at stille en bestsellergenre op over for en kritisk eksperimenterende litteratur, men meget af det, der får det blå stempel som eksperimenterende litteratur, er totalt trivi- eller kitchlitteratur for akademikere. Det er en falsk modsætning.«

Hvordan?

»Den fejrede 1960'er-modernisme har gjort utrolig meget for at skille litteraturen fra læserne, men den er for visse kritikere blevet den eneste målestok, det eneste gyldighedskriterium. Det litteraturkritiske miljø er ikke inspirerende for en forfatter, der gerne vil gøre noget nyt i dag, for alle de herskende opskrifter er ældgamle opskrifter. Hvis man skriver noget, som giver Lars Bukdahl tårer i øjnene, er det pseudoeksperimenter, der er lavet før, der er næsten en litterær tryghedsfaktor i det. Jakob Ejersbos ”Nordkraft” var ti gange mere nybrydende litterært set end enormt meget af det, der har stempel for at være der, hvor det nye sker. Jeg føler mig ikke som offer for den kritik, for den repræsenterer så uendeligt få. Min bog fik en flot modtagelse over hele linjen. Det var en stor anerkendelse på samme måde, som det er, at så mange har stemt på den her.«