Tip     Print     RSS     Del    

Ib Michael: Tak fra Thailand

Af  JESPER STEIN LARSEN

Offentliggjort 18.01.09  kl. 16:22 

Erindringsromanen "Vanillepigen" var Ib Michaels første litterære favntag med sit eget liv, og han var bekymret for, hvad det skulle blive til, da han skrev den.

Wauw«, lyder det i telefonen fra koralrevet. Ib Michael er glad. Han er i sit vintereksil på det sydlige Phuket i Thailand langt væk fra litterære kåringer og læserafstemninger, da Morgenavisen Jyllands-Posten får fat i ham og fortæller, at juryen har kåret ”Vanilliepigen” til "Vor tids danske roman".

»Det er dejligt at høre. Der er mange gode bøger iblandt. Det er jeg virkelig glad for.«

Ib Michael skrev ”Vanillepigen” i 1991 efter en række romaner, der havde rejsen og det fantastiske som emne.

»Jeg havde det underligt, da jeg skrev den, fordi det er min første roman, som ikke foregår i et vildt eksotisk land, og hvor jeg genopdager min barndom og Roskilde som det meste eksotiske sted på Jorden. Jeg sad som sædvanlig ikke i Danmark, men på Bali og skrev den og tænkte: Hvad har du gang i? Langsomt blev jeg mere og mere varm på projektet og fik den skrevet færdig. Og lige efter skrev jeg så det første kapitel af ”Den tolvte rytter”, og så var jeg klar over, at jeg havde løftet låget til noget, der var i vildt kog. Og så blev det en trilogi.«

Selv om han vendte sig mod sin danske opvækst, tog han sprogtone og univers fra sine tidligere bøger med sig.

»Jeg fandt jo ud af, at det ikke udelukkede det fantastiske. ”Vanillepigen” kunne rumme det hele. Den blev min første hjemmeroman. Og det var nødvendigt for mig. Der er en svingning mellem ude og hjemme, der gør, at en rejse først giver mening, når man også har et hjemme. Ellers er man bare i verden i en anden slags hverdag, et andet sted på kloden. Hjemstavnsfølelsen stikker dybt i identiteten. ”Vanillepigen” handler ikke bare om at være mig og være født i Roskilde. Den handler også om at være dansker og være født i Danmark. Jeg tror, der er en genkendelse hos mange, der ikke har haft min barndom, men som ved at læse om en barndom i Roskilde bliver mindet om deres egen.«

Fra barndommens verden
Hvad tænkte du om romanen, mens du skrev den?

»Jeg troede, jeg måtte skuffe mine læsere ved at skrive om mit eget liv, for de var vant til noget andet, men tiden var inde til at erindre alt det, der var sket, da vi var børn. Der er en skjult angst i det, en opdagelse af, at verden er fuld af sygdom og elendighed, at lillesøster får polio, at man vågner om natten for at høre, om hun trækker vejret, at der kommer en ambulance og henter hende, og at man finder en død mand ude i haven - alle de angstfyldte ting. Det skulle frem.«

Romanen blev første bind af Vanilletrilogien, som ud over ”Den tolvte rytter” også omfatter ”Brev til månen”. De handler alle tre om barndommen. I dag er Ib Michael ved at være færdig med trilogien om sin ungdom, der begyndte med ”Blå bror” i 2006 og fortsatte med ”Sorte huller” i 2008.

»Der er samme erindringsafstand som i Vanilletrilogien. Nu er jeg på 40 års afstand af min ungdom. Der er noget med 40 års perioden, som i sig selv udtrykker en menneskealder. Der skal ofte en bestemt afstand i tid til, før et erindringsstof bliver levende. Det er ikke bare noget, man kan diktere sig selv.«

En dominerende tidsånd
Denne vinter har han rejst i Mexico og Peru, inden han kom til Thailand, men han har fulgt med i både læserafstemningen om "Vor tids danske roman", juryens kåring og den megen debat, den har medført.

»Jeg har kunnet se, hvordan interessen for projektet er vokset hen ad vejen, og jeg synes også det har affødt en væsentlig debat om, hvorvidt kritikken er til for sin egen skyld eller til for at præsentere bøger på bøgernes præmisser. Det er kommet fint frem, hvor delte synspunkterne er. Det virker, som om der i dag er en hel trend, hvor det er anmelderens fornemste opgave at gøre opmærksom på, hvor skarp han er, og at han findes. Og så bliver det lidt hovsaagtigt med bøgerne. Hen ad vejen glemmer man, at bøgerne også findes, og at det kunne være, de skulle anmeldes på den præmis, de er skrevet på frem for, at det altid skal handle om anmelderen. Vores tidsånd inviterer til, at en del yngre anmeldere gerne vil bruge deres virke som et led i kulturkampen. Andre vil være kendte. Og det bliver man så ved at slå til Søren! Det er blevet lidt Robinsonagtigt - den klassiske fem minutters berømmelse. Men det er ikke nyt. Jeg kan tydelig huske, hvordan det var i 1970'erne, hvor alting var socialrealisme eller bekendelseslitteratur, og jeg var helt ved siden af. Så jeg har prøvet en dominerende tidsånd før. Nu er der bare det, at den gode litteratur er tidløs - den er ligeglad med, hvad tidsånden dikterer,« siger han, inden han vender tilbage til koralrevet og en lang snorkeltur.

Ib Michaels læsere får en ny roman fra ham sidst i marts, når romanen ”Vilde engle”, som er afslutningen af ungdomstrilogien, udkommer.