Tip     Print     RSS     Del    

Katinka My Jones: Sølv

ERIK SVENDSEN

Offentliggjort 27.01.09kl. 19:15

Katinka My Jones beskriver jeg-dannelsen over flere stadier og med små enkle greb.

Digte Viggo Madsen: Virkeligheden kommer til byen

Svingende kvalitet fra Viggo Madsen. Læs artikel

Franklin D. Lewis: Rumi - før og nu - øst og vest

Rumis orientalske verden er fremmedartet og fascinerende. Man forstår ordene, men måske ikke deres hemmeligheder. Læs artikel

Philip Tafdrup: Cat loves Sean

Udgangspunktet er en stor kirkegård, Waverly, som ligger ud til havet ved Sidney. Læs artikel

Læs mere om rock på bog.guide.dk

Digte

Katinka My Jones: Sølv

64 sider, 150 kr.

Gyldendal UDKOMMER I DAG

»Jeg er en luksus, / ikke en nødvendighed«, står der et sted i Katinka My Jones' digtsamling. Udsagnet rammer sikkert godt mange læseres fornemmelse for poesi: Den tilhører departementet for luksus, og med udsigten til underskud bliver det ikke lettere at være digter. Så kan vi i det mindste gøre opmærksom på det, man mister ved at holde sig til det allermest nødvendige.

Den lille konstatering skal selvfølgelig ikke læses, som jeg antyder; den handler derimod om en vedvarende identitetskamp, en jeg-dannelse, som digteren beskriver over flere stadier og med små enkle greb.

Jeg'et søger det suveræne - deraf interessen for heste - men har omvendt også en trang til det selvnedvurderende: »Jeg troede jeg var en gave. / At jeg kunne bære mig selv.«

Digterens fryd
Det man går glip af er således sonderinger over, hvad det helt elementært, men nok så svært, betyder at finde ud af, hvem man er, hvad et selv er, hvad et jeg kan være. Den problemstilling skulle være almen, ikke sandt?

Digterens fryd ved det endnu ikke realiserede er også en gammel kending - man skal være gammel, før den tanke vender og giver anledning til depressioner! - men selv for misantropen kan begyndelsen rumme håb: »Jeg er lykkelig når noget skal til at begynde.«

Det imaginære
Katinka My Jones er glad for verberne tror, tænker og ser. Hermed markeret, at en anden side af ”Sølv” er den poetiske trang til det forestillede, imaginære.

Realitetssansen konfronteres med det drømmende, og så tipper en anden elementær menneskelig foreteelse frem: Dødsangst eller det, der ligner: »Se hvordan træerne vælter. / Se hvordan benene ikke er ben, / men forlængelser af frygt.«

Sansen for verden som et ubegrænset rum for såvel horror som det euforiske udmærker ”Sølv”, der dog ikke er en ung digtsamling til guld. Dertil er den for spinkel, påholdende. Men læseren bliver kastet godt rundt i universet, og det kan være nødvendigt en gang i mellem.