
Offentliggjort 06.03.09 kl. 15:31
I anledning af Verdens Bog Dag har en britisk webside spurgt brugerne om, hvilken bog de oftest lyver om at have læst. Se svaret her.
1. 1984 - George Orwell (42%)
2. War and Peace - Leo Tolstoy (31%)
3. Ulysses - James Joyce (25%)
4. Biblen (24%)
5. Madame Bovary - Gustave Flaubert (16%)
6. A Brief History of Time - Stephen Hawking (15%)
7. Midnight's Children - Salman Rushdie (14%)
8. In Remembrance of Things Past - Marcel Proust (9%)
9. Dreams from My Father - Barack Obama (6%)
10. The Selfish Gene - Richard Dawkins (6%)
George Orwell's "1984" og Leo Tolstoy's "War and Peace" er blandt de bøger, briter oftest lyver om at have læst, skriver BBC.
Det viser en undersøgelse, som den britiske hjemmeside worldbookday.com har gennemført blandt 1.342 brugere i anledning af Storbritanniens markering af Verdens Bog Dag torsdag den 5. marts.
I Danmark og de fleste af de andre 100 lande, der markerer Verdens Bog Dag, falder dagen senere på året, nemlig den 23. april. Storbritanniens tidlige markering af dagen skyldes, at dagen falder sammen med en 80 år gammel Catalonsk tradition, hvor man gav sine nærmeste roser og bøger for at markere St. George Day den 5. marts.
I løbet af januar og februar kunne besøgende på worldbookday.com udfylde et skema med hvilke af ti bøger, de havde løjet om at have læst.
I den britiske undersøgelse, som altså ikke er videnskabelig, indrømmede to ud af tre, at have løjet om at have læst en bestemt bog for at imponere nogen. Orwells klassiker "1984" toppede listen over bøger, briter har løjet om. Fire ud af ti (42 pct.) har løjet om at have læst den, mens næsten en tredjedel (31 pct.) har løjet om at have læst "War and Peace" - på dansk "Krig og Fred".
Andre bøger på listen var Biblen, som 24 pct. har løjet om at have læst og den amerikanske præsident Barack Obamas "Dreams From My Father", som kun 6 pct. indrømmede at have løjet om.
Forklaringen på løgnen var for de flestes vedkommende, at de ville imponere nogen.
Yderligere viste det sig, at 41 pct. af de adspurgte læser sidste side i en bog, før de er igennem hele bogen, mens 48 pct. indrømmede at de først selv læser den bog, de senere hen giver i gave til en anden.
Adspurgt om, hvilken forfatter de har haft størst glæde af at læse, nævnte seks ud af ti (61 pct.) af respondenterne Harry Potter forfatter JK Rowling, mens 32 pct. nævnte thriller-forfatter John Grisham.
Annonce:
Annonce: