
Offentliggjort 17.03.09 kl. 03:00






Krimier fra en svensk chefjurist, en norsk økonom og en dansk erhvervsreporter.
Spændingsbøger
Viveca Sten:
STILLE NU (I de lugnasta vatten, 2008)
Oversat af Ellen Boen
388 sider, 200 kr.
Rosinante UDKOMMER I DAG
[x] [x] [x]
Eirik Wekre:
OPERATION SNEHVIDE (Operation Snøhvit, 2008)
Oversat af Ilse M. Haugaard
363 sider, 199 kr. indtil 1. maj, derefter 299 kr.
Modtryk UDKOMMER I DAG
[x] [x] [x] [x] [x]
Birgitte Erhardtsen:
BARBARERNE
403 sider, 299 kr.
People's Press UDKOMMER I DAG
[x] [x] [x] [x]
Hvis man har en forventning om, at svensk krimi er noget med uhygge i skærgården, efterforskere med rigeligt at se til på den private front samt et plot, hvor historien om forbrydelsen og dens opklaring kappes med historien - eller historierne - om de personlige projekter hos de berørte, ja så får man til fulde sin forventning opfyldt af den 50-årige chefjurist Viveca Stens debutkrimi.
Da en druknet mand driver i land på den lille skærgårds- og ferieø Sandhamn uden for Stockholm, behandles det som et mistænkeligt dødsfald.
Da den druknedes kusine få dage efter findes død med adskillige tegn på vold må den tidligere kystvagtbetjent og nu kriminalinspektør Thomas Andreasson i gang bistået af såvel helikoptere som dna-analyser og ikke mindst barndomsveninden, bank-juris-ten Nora Linde.
Kan sine krimikonventioner
Historien er en af den slags, hvor læseren har en privilegeret position og har mere end en anelse om, hvordan det hænger sammen, mens politiet møjsommeligt strider sig frem.
Viveca Sten kan sine - svenske - krimi-konventioner på fingrene. Navnlig har hun nok læst Camilla Läckberg. Da der er lovet ikke mindre end en trilogi med bemandingen fra ”Stille nu” kan man håbe på opstramning af fortællerytmen.
Det er ikke nødvendigt at få hele turistbrochuren om området omhyggeligt refereret.
Olieformuen er væk
Den 45-årige norske økonom Eirik Wekre har oprullet et rædselsscenarium. Hvad nu, hvis det lykkes onde kræfter at lempe broderparten af den offentlige norske olieformue væk fra moderlandet og over i uidentificerbare udenlandske konti?
Tankeeksperimentet er interessant. Den netbank-brugende læser tror alt for gerne på, at store formuer let kan flyttes med de rigtige koder og et par klik med musen.
Da det nytårsnat 2008 bliver klart for den norske regering, at mere end 60 pct. af formuen er væk, er der forståeligt nok panik. Situationen gøres ikke lettere af, at de involverede norske sikkerheds- og efterretningstjenester har rivalisering snarere end samarbejde på den akutte dagsorden.
Begavet thriller
Hege Tønnesen fra Sikkerhedspolitiet får ikke meget søvn de næste dage. Mens Hege tager fra det ene frustrerende møde til det andet, har hendes historikermand Yngve travlt med at gøre en biografi om den afdøde norske havretsminister og senere internationale dommer Jens Evensen færdig.
Pludselig dukker der fra arkivernes gemmer oplysninger op, der peger på uregelmæssigheder i forbindelse med de involverede landes forhandlinger om olierettighederne tilbage i 1982. Opdagelsen kan være skæbnesvanger for hele det internationale samfund.
Wekre har skrevet en begavet politisk thriller, der både har fart over feltet, stor troværdighed, overbevisende figurer samt overraskelser lige til sidste side.
Egen grådighed
Erhvervsreporter ved Berlingske Tidende, Birgitte Erhardtsen, har skrevet sin anden økonomiske thriller. Barbarer er der mange af i hendes historie, men de mest fremtrædende er de mennesker, der kynisk bruger kapitalfonde til at tilfredsstille egen grådighed.
Barbarerne findes også i den lægemiddelindustri, der skrupelløst bruger uvidende og syge mennesker i Den Tredje Verden til eksperimenter.
De to former for barbari forbindes, da den amerikanske milliardær Thomas Tyson efter idéoplæg fra en dansk investeringsrådgiver lægger en dansk og en schweizisk medicinalvareproducent sammen med henblik på at optimere udbyttet og derefter sælge koncernen.
Det skaber i første omgang glæde på den danske direktionsgang. Der er masse af lette bonusser og aktieoptioner at hente på den manøvre.
Kommissær må stoppes
Også forskningsdirektøren Katja Westerdorf fryder sig. Lige indtil hun opdager, at firmaet i Schweiz nok ikke lige følger de gængse regler, når de udliciterer eksperimenter til firmaer, der opererer i Afrika.
Samtidig er den danske EU-kommissær for det indre marked, Connie Nederstrøm, på vej med en EU-lovpakke, der har til hensigt at beskatte de hidtil stort set skattefrie kapitalfonde. Det er ikke noget populært tiltag i de amerikanske bestyrelseslokaler. EU-kommissæren må stoppes.
Mens Katja begynder sit eget korstog mod storkapitalen, forsøger storkapitalen på sin side at forhindre beskatning. Samtidig begynder kreditkrisen at gøre sig mærkbart gældende.
Målet helliger midlet
Der er vanskelige økonomiske mekanismer at forklare i Erhardtsens historie. De udgør en potentiel risiko for at sætte fortælletempoet ned og kede læseren. Men som helhed kamufleres formidlingen af den nødvendige information ganske effektivt.
Koblingen af den internationale venture-kapitals interesser og den gigantiske medicinalindustris betydelige økonomiske risici med den politiske sfæres stiltiende accept af, at målet altid helliger midlet, resulterer i dramatiske begivenheder på både den ene og den anden front.
Erhardtsens historie, der i sin idé minder lidt om John le Carrés ”Den standhaftige gartner” fra 2001, er ikke meget optimistisk, når det gælder inddæmningen af brodne kar i erhvervslivet. Ganske vist går der rigeligt Hollywood i slutningen af historien, men som helhed er den både tankevækkende og effektiv som thriller.
Annonce:
Annonce: