
Salman Rushdie er et af de første store navne, der netop er annonceret til CPH:LITT.09. Foto: AP
Offentliggjort 06.04.09 kl. 15:43
Når Københavns internationale litteraturfestival vender tilbage bliver det med deltagelse af den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie blandt de store navne.
CPH:LITT.09 finder i år sted fra fredag den 15. – søndag den 17. maj og ligesom sidste år udgøres rammerne af Huset i Magstræde.
Udover Rushdie kan man på festivalen også opleve navne som Celine Curiol (FRA), Danute Kalinauskaite (LIT) og Mara Lee (S), samt danske navne som Suzanne Brøgger, Pia Juul, Kirsten Hammann, Christel Wiinblad og Claus Bech-Nielsen.
Yderligere navne vil blive offentliggjort i løbet af de kommende uger.
CPH:LITT. er den første store internationale festival for skønlitteratur i Danmark.
Litteraturfestivalen er ifølge arrengerene ikke en bogmesse, "men en koncentreret markering af den gode skønlitteratur, dens rækkevidde, dens betydning og dens aktører."
Derudover lægger arrengørene vægt på, at der er tale om en festival, der betjener sig af flere kunstneriske udtryk, idet den er flermediel og ikke bare præsenterer forfattere i indbyrdes samtale og oplæsning, men også beskæftiger sig med deres litteratur i film, billeder, drama, musik og dans.
Festivalen erklærer yderligere, at de ønsker at skabe et øget fokus på skønlitteratur.
"Baggrunden for at holde en festival for skønlitteratur er, at der er et stærkt behov for at stimulere interessen for litteratur i et samfund, som i stadig højere grad modtager sine kulturelle impulser fra elektroniske billedmedier, hvori kulturdækningen generelt og litteraturdækningen specifikt prioriteres lavere og lavere. Det ønsker CPH:LITT.09 at bidrage til at ændre," står der i festivalens pressemateriale.
Se mere på festivalens website.
Annonce:
Annonce: