Offentliggjort 23.04.09 kl. 03:00






Pia Juul forsøger sig i krimigenren.
Født i 1962.
Har tidligere udgivet fem digtsamlinger ”Levende og lukket” (1985), ”I brand måske” (1987), ”Forgjort” (1989), ”En død mands nys” (1993) og ”Sagde jeg, siger jeg” (1999).
I 1990 udkom romanen ”Skaden”, og i 2001 Pia Juuls første novellesamling ”Mit forfærdelige ansigt”. Under titlen ”Gespenst & andre spil” udkom i 2002 to hørespil og et skuespil.
Pia Juul:
Mordet på Halland
192 sider, 249 kr.
Tiderne skifter
Er udkommet
Krimigenren er siden Umberto Ecos ”Rosens navn” (1980) blevet ombejlet af forfattere, der vil lege med den plotstyrede fortælling. Lig og brutaliteter indføres, spænding om udfald etableres - men den forløsende afklaring i enden af tunnelen kan læseren godt vinke farvel til.
Det er ikke historien, der er det bærende, derimod sproget, den frie forvaltning af den skabelonmærkede genre. I den regelrette krimi er sproget derimod gennemsigtigt, noget, der skal understøtte dramatikken.
Der er derfor to vidt forskellige læsergrupper til Pia Juuls nye roman.
De genretrofaste vil blive misfornøjede, for pointen er hovedpersonens betoning (vanen tro havde jeg nær sagt for i mange nyere danske romaner er hovedpersonen forfatter) af, at i livet er der ikke noget, der går op, mens det tryllenummer altid lykkes i (krimi)litteraturen.
Logisk nok finder hverken politiet eller vor heltinde Bess ud af plottet. Til gengæld får vi en masse atmosfære, et studie af en kvinde med rod i alting, en demonstration af tilværelsens mange folder. Og vi får en farlig masse cliffhangers, der skvatter ned.
Den anden læsertype kender Pia Juul på travet, kan genkende karakterskildringen, sproghåndteringen.
Min fornemmelse er, at romanen er en videreføring af den figurtype, der sætter scenen i titelhistorien i novellesamlingen ”Mit forfærdelige ansigt” (2001) - en af Juuls største glansnumre - som var lidt af en bitch.
Ganske vist er Bess midaldrende, med fallitfamilie bag sig, men hun har den samme selvblindhed. Hendes fortid er ikke udpræget traumatisk, og hun er ikke ligefrem en klynker. Men lidt af en pestilens for omgivelserne.
Bess' held eller uheld (?) er, at hun forlod sin mand og datter til fordel for denne lidt ældre kendis Halland. Nu er han stendød, dræbt af gud må vide hvem, og så rulles fortiden op, og sandelig om ikke det viser sig, at den gode mand havde et skyggeliv.
Det er tid til chok, fortrydelse, forsoning, gensyn med den mistede voksne datter, flirt med lægen. Hele udtrækket. Uden at Bess et øjeblik opgiver den konstitutionelle distance, hun synes at have til alt i tilværelsen, mens boglæsning og en enkelt solnedgang over fjorden kan virke mildt euforiske.
Symptomatisk nok for ”Mordet på Halland” er hvert kapitel udstyret med et motto, der som regel ikke har det fjerneste at skaffe med kapitlets handling. Eventuelt kan det give mening for et andet kapitel. Ind i mellem er mottoet bare sjovt.
Det sidste motto er derimod rammende for hele romanen: »I øvrigt har jeg nu omsider været i de virkelige indre gemakker, og jeg må sige, der er slet ingen.«
Netop. På godt og ondt.
Annonce:
Annonce: