
En såkaldt deluxe-udgave af "Mein Kampf" (på dansk "Min kamp") af Adolf Hitler. Arkivfoto: AP
Offentliggjort 23.04.09 kl. 00:54
Unge indere vilde med den tidligere tyske dikators bog "Mein Kampf". Boghandlerne har ingen problemer med at sælge den.
De seneste seks måneder har boghandlerne alene i New Delhi solgt mindst 10.000 eksemplarer.
Og Adolf Hitlers ”Min kamp” bliver fortsat mere og mere populær i Indien.
Det fortæller en række boghandlere til den britiske avis The Daily Telegraph.
”Studenter kommer oftere og oftere ind i butikken og spørger efter den. Og vi er mere end tilfredse med at sælge den til dem,” siger Sohin Lakhani, ejer af Embassy Books, der genoptrykker bogen hvert kvartal.
Han har ingen problemer med at sælge bogen.
”De unge ser bogen som en slags succeshistorie om, hvordan én mand kan have én vision, og så arbejde for gennemføre sin plan succesfuldt,” siger Sohin Lakhani til The Daily Telegraph.
Syv indiske forlag udgiver på nuværende tidspunkt bogen.
Bogen er forbudt i hjemlandet Tyskland, men sælges ellers over det meste af verden. Den har tidligere været en bestsælger i Kroatien,og i 2005 blev bogen solgt i 100.000 eksemplarer på blot to måneder i Tyrkiet.
Det anslås, at bogen allerede kort efter Anden Verdenskrig var solgt i flere end 10 millioner eksemplarer over hele verden.
Adolf Hitler skrev bogen om sit drømmesamfund, mens han sad i fængsel i 1924.
”Min kamp” er i dag kendt som den "nazistiske bibel”.
Annonce:
Annonce: