
Offentliggjort 16.06.09 kl. 12:40
Dele af handlingen i “Harry Potter og flammernes pokal” er løftet lige ud af en fantasybog fra 1987. Det hævder forfatterens efterladte, der nu har sagsøgt J.K. Rowling.
Advokater, der repræsenterer boet efter bogen “The Adventures of Willy the Wizard”'s nu afdøde forfatter, Adrian Jacobs, har anlagt sag mod J.K. Rowling, Potter-bøgernes forfatter.
Hendes forlag, Bloomsbury Publishing, bestrider over for Reuters, at beskyldningerne har noget på sig. Hvem der har ret, skal afgøres ved Londons High Court.
”Harry Potter og flammernes pokal” udkom i 2000 som den fjerde i serien.
Både i denne bog og i "The Adventures of Willy the Wizard" forekommer en troldmandskonkurrence med en del lighedstræk, og begge steder rejser troldmænd med tog.
"Det forlanges af både Willy og Harry, at de skal finde ud af hvad konkurrencens vigtigste opgave går ud på, begge gør det i et badeværelse, hvor de modtager støtte fra hjælpere, og det gælder om at finde ud af, hvordan man redder menneskelige gidsler, der holdes fangne af et samfund af halvt-menneskelige, halvt dyriske fantasiskabninger,” lyder det fra juristerne, repræsenterende boet efter Jacobs.
De fortæller samtidig, at Jacobs havde bedst om assistance fra den litterære agent Christopher Little, som siden blev agent for Rowling.
Adrian Jacobs døde fattig på et hospice i London i 1997.
Fra Bloomsbury lyder svaret, i følge Reuters, at Rowling "har aldrig hørt om Adrian Jacobs, hun har heller ikke hverken set, læst eller hørt om hans bog om Willy the Wizard, førend denne anklage første gang blev gjort gældende i 2004, næsten syv år efter offentliggørelsen af den første bog i den højt berømmede Harry Potte-serie.
Kravet om kompensation rejstes I 2004 af Jacobs søns advokat. Nu forsøger andre jurister et nyt stormløb.
Annonce:
Annonce: