Tip     Print     RSS     Del    

Henrik Jensen: Det ordentlige menneske

JAKOB LEVINSEN

Offentliggjort 01.09.09  kl. 03:00 

Historikeren Henrik Jensen svinger svøben over et selvfedt og selvforskrækket Danmark, og prøver samtidig at slå et slag for tidligere tiders anstændighed.

Hvem vil ikke gerne være kat? Tja, den gråstribede huskat Freja skal i hvert fald stå model til en del.

Et af hendes mennesker er nemlig Henrik Jensen, født 1947 og historielektor på RUC, og hun er hans løbende samtalepartner i ”Det ordentlige menneske”. Her prøver han at forklare Freja, hvad det dog er, der for tiden er galt med et Danmark, og i videre forstand en vestlig kultur, der synes på vej til helt at forsumpe i en særegen blanding af selvfedme og selvforskrækkethed.

Oven i købet er Freja kommet med på bogens forside sammen med Henrik Jensen, eller også er det omvendt. Mens han poserer som en direkte, marginalt mere behåret kommentar til tv-trolden Thomas Blachmans manifest ”Det kolossale menneske”, som titlen også spiller på, sidder Freja med ryggen til og tænker tydeligvis sit.

Men så er de i hvert fald to, der gør det. Og det er bestemt ikke småting, Freja skal lægge ører til i løbet af bogen.

Selvoptagelse

I direkte forlængelse af, men væsentligt mere lettilgængeligt end Henrik Jensens to foregående, fremragende bøger, ”Ofrets århundrede” og ”Det faderløse samfund”, holder historikeren nemlig dommedag over en kultur, hvor hver enkelt er mere optaget af selv at blive set end at blive til noget, endsige være noget sammen med og for andre. Hvor den amerikanske kunstner Andy Warhols berømte 15 minutters berømmelse for alle er blevet et mål og en livsstil.

Jensens svøbe sigter i mange retninger, og han rammer som regel præcist, blodigt og med stor underholdningsværdi og mange eksempler. Selvoptagethed, offermentalitet, krisekitsch og opmærksomhedsbehov gennemtæskes igen og igen, i en grad, så man i løbet af bogen er tæt på at opleve, hvad englænderne kalder prygling af en død hest, og amerikanerne at skyde fisk i en tønde.

Som så mange kulturpessimister er Henrik Jensen også en inspireret krukke, og han ved det. Endda citerer han sangeren Leonard Cohen for, at en almindelig pessimist er én som altid tager paraply med, fordi det sikkert bliver regnvejr, men »jeg er allerede gennemblødt«.

Ansats til modbillede

Og så alligevel ikke. For midt i spærreilden gemmer der sig såvel seriøs bekymring som ansatser til et modbillede.

Bekymringen er der, hvor al den forsumpede anti-autoritære romantik både kan føre til ulykke for vores børn og gøre vores kultur til et nemt offer for andre og stærkere kulturer. Modbilledet er der, hvor han insisterer på, at det ikke behøver blive ved med at være sådan.

Det er på samme tid bogens mest radikale og vedkommende og svagest gennemførte dimension. Med inspiration fra sin gamle mormor taler han - også helt ud i titlens ørefigen til Thomas Blachman - med jævne mellemrum for en moderne version af tidligere tiders borgerlige dyder, ansvarlighed, sociale bevidsthed og mellemmenneskelige opmærksomhed.

Var det tema blevet spillet stærkere og mere konsekvent igennem, havde bogen ikke bare været et hvæsende stærkt debatoplæg, den kunne også være blevet mange års væsentligste danske debatbog. Men hvad der sker for ofte er, at Henrik Jensen sætter ud med at ville diskutere et aspekt af menneskelig ordentlighed, og så alligevel vender tilbage til at hudflette tidens klynk og barnagtighed, som der jo unægtelig heller ikke mangler eksempler på.

Fortsættes...