Tip     Print     RSS     Del    

Alex Ahrendtsen: Når danskerne bøjer af

DENNIS NØRMARK

Offentliggjort 03.09.09  kl. 03:00 

Byen, der gav os Asmaa Abdol-Hamid og danmarkshistoriens hidtil mest farlige terrorgruppe, har tabt værdikampen til multikulturalisterne. Odense er under den borgerlige ledelse blevet byen, hvor man bøjer af.

Debat Alex Ahrendtsen:

NÅR DANSKERNE BØJER AF

Islamiseringen af Odense

204 sider, 218 kr.

Trykkefrihedsselskabets Bibliotek

Er udkommet

I 2006 bygger man i Odense en basar. Den huser primært mellemøstlige handlende og er inspireret af en tilsvarende basar, Bazar Vest, i Århus.

Op mod jul får lederen af Bazar Fyn, Michael Egebjerg, den glimrende idé at erklære basaren ”fristed for julen”. Af hensyn til de 80 pct. muslimske lejere i basaren bliver der ganske enkelt indført et juleforbud.

Ikke noget med at lade lejerne finde ud af selv, hvor meget de ville pynte op. Nej, af multikulturelle hensyn er det lettere at administrere et konsekvent forbud mod glimmer, guirlander og juletræer. Det ærgrer dog indtil flere af de etniske butiksejere, som godt kan lide julen og savner den traditionelle oppyntning.

Forbuddet er en dansk opfindelse.

Den centrale pointe

Historien er på mange måder typisk for de eksempler, som Alex Ahrendtsen, 1. viceborgmester i Odense, fremdrager i sin tankevækkende bog ”Når danskerne bøjer af” om ”Islamiseringen af Odense”.

En central pointe er, at det ikke så meget er de indvandrede grupper selv, der kæmper for retten til at leve i parallelverdener med kulturelle og religiøse særrettigheder. Nej, i reglen er det danskerne, der velvilligt står i kø for at indføre svinekødsforbud i folkeskolen, bygge stormoskeer og arrangere kønsopdelt svømning og Ramadanfester på Rådhuset.

Derfor er det heller ikke primært disse muslimer, som Alex Ahrendtsen retter skytset imod: »Jeg kan nemlig ikke fortænke de rettroende muslimer i at ville udbrede deres politisk-utopiske samfundsmodel. Det ligger jo i kortene. Sådan er islam skruet sammen. På vækst. På mission. På underkastelse.«

Ja, det er nu en gang Ahrendtsens partis, Dansk Folkepartis, officielle analyse af den sag og på baggrund af denne grundholdning hopper kæden også undertiden af for forfatteren, der ellers langt hen ad vejen skriver nøgternt og præcist om det, der foregår.

Når islam uden referencer eksempelvis beskyldes for at have flere drab på samvittigheden end nazismen og kommunismen tilsammen, og når popbandet Outlandish sammenlignes med en nazirockgruppe, så er vi derude, hvor saglighed kapres af skingerhed. Den slags gør en god bog dårligere.

En anden lidt spøjs ting er, at Alex Ahrendtsen indleder med at erklære, at svigtet først og fremmest er socialdemokratisk, men det kan vanskeligt læses som andet end en strategisk miskreditering af det parti, der om nogen er Dansk Folkepartis største konkurrent. For bogen dokumenter meget tydeligt, at det mest markante svigt i kommunen kommer fra borgerlig kant.

Det er tydeligt, at borgmester Jan Boye(K) ikke har kunnet leve op til Ahrendtsens forventninger. Det er som at læse en forsmået elskers bitre bekendelser, når der om Boyes formastelige besøg i en københavnsk moske står, at det var »som et forhold eller et ægteskab, hvor ens partner gik i seng med fjenden.«

Det værste er igen, når det er »ens egne«, der er »utro«.

Tankevækkende bog

”Når danskerne bøjer af” er så afgjort en tankevækkende bog, og Ahrendtsen har generelt gjort et udmærket arbejde med citater og referencer på hans modstanderes knæfald og svigt.

Det er ikke en bog, der vil gøre den i forvejen kontroversielle viceborgmester mere populær blandt de navngivne byrådsmedlemmer, journalister, embedsmænd og kulturfolk, der hænges til tørre undervejs, men det er en bog, som netop de burde læse.