Tip     Print     RSS     Del    

Dan Brown: "The Lost Symbol"

Af  JAKOB LEVINSEN, litteraturredaktør

Offentliggjort 14.09.09  kl. 22:12 

Dan Browns efterfølger til ”Da Vinci Mysteriet” foregår i Washington, men ligner den ellers til forveksling. Både hvad angår spirituelle ambitioner, høj underholdningsværdi og litterær jammerlighed.

Dan Brown: THE LOST SYMBOL

509 s., indbundet.

Varierende priser, kr. 177,28 hos www.saxo.dk.

Udkommer tirsdag

Paris, London og Skotland er blevet afløst af et lille område i det centrale Washington, D.C. Tidsrammen er kogt ind til ganske få timer.

Men ellers ligner Dan Browns længe ventede efterfølger til bestsellerfænomenet ”Da Vinci Mysteriet” nu helt frem til sidste side forgængeren så meget, at man under læsningen nærmest begynder at krydse ligheder af. Det gælder adskillige af bipersonerne i ”The Lost Symbol”, det gælder de stadige skift mellem hidsige forfølgelsesscener og alenlange udredninger af hemmelige koder og sammenhænge på langs og tværs ad den samlede verdenshistorie, og det gælder den store kosmiske finale hvor alting finder sammen og alligevel viser sig at være noget helt andet end man troede.

Allerede de gamle ægyptere

Nu gælder det så frimurerne, samt de beslægtede ordener Rosenkreuzerne og Stjernen i Øst, samt ikke mindst hvordan deres symbolsprog og tankegang skal have præget de mænd, der i sin tid grundlagde USA og byggede de store monumenter i Washington. Foruden CIAs forskning i okkulte fænomener, og højteknologiske eksperimenter med menneskelig bevidsthed.

Helten fra ”Da Vinci Mysteriet” og dennes forgænger ”Engle og Dæmoner”, kodeeksperten Robert Langdon, bliver denne gang af en psykopatisk morder truet ud på en vild jagt gennem Washington for at finde frem til frimurernes allerhemmeligste kode. Den viser sig at have forbindelse helt tilbage til både de gamle ægyptere, Bibelen og i øvrigt ret bogstaveligt alt muligt andet.

I den store gryde

Fans af ”Da Vinci Mysteriet” vil kunne lune sig ved at få stort set den samme historie og de samme pointer fortalt en gang til, blot fra et lidt andet perspektiv.

Browns lommefilosofiske genistreg er, at han på den ene side smider enhver tænkelig okkult konspirationsteori op i gryden, på den anden side får kogt en færdigret som er særdeles letfordøjelig for nutidige mennesker, hvad enten de betragter sig selv som spirituelle eller verdslige.

Dem der hadede ”Da Vinci Mysteriet” vil så at sige heller ikke blive skuffede. Ud fra enhver finlitterær betragtning, altså hvad angår persontegning, sprog, dialog og den slags, skriver Brown fortsat som en lam blæksprutte med alle arme i gips, og den ufrivilligt komiske ubehjælpsomhed sætter sig jævnligt igennem.

Fortsættes...