Tip     Print     RSS     Del    

Torkil Damhaug: Døden ved vand

LARS OLE SAUERBERG

Offentliggjort 15.09.09  kl. 03:00 

Ny bekræftelse på, at norsk klima, landskab og psyke må udgøre en meget heldig kombination for skabelsen af krimi i særklasse.

”Døden ved vand” er den 51-årige norske psykiaters første bog på dansk, men i Norge har Torkil Damhaug allerede skabt sig et navn som krimiforfatter.

Som man kan forvente sig fra en ”hjernevrider”, er det sindets dunkle gange, der danner baggrund og motivation for den eskalerende serie af uigennemskuelige dramatiske begivenheder, der på traditionel krimi-vis først finder deres endelig mønster på de allersidste sider.

Desperat 12-årig

Det hele begynder i 1996 på en ferierejse til Kreta. Den 12-årige Jo er desperat over situationen med alkoholiserede forældre og et alt for stort ansvar for mindre søskende samtidig med, at han naturligt nok tiltrækkes af samværet med helt ubekymrede jævnaldrende.

Da han som en sidste udvej beslutter at lade sig opsluge af havet, bliver han talt fra det af en ældre norsk feriegæst, der selv er i en personlig krise, hvor han søger trøst i T.S. Eliots berømte digt om ødemarken, navnlig passagen om døden ved vand.

Den ukendte mand tilbyder ham en fortrolig pagt.

Dødeligt opgør

12 år senere er fokus på Liss Bjerke i Amsterdam. Hun studerer - i teorien - design i storbyen, men i realiteten klarer hun sig igennem ved løse modeljobs. Hun har ikke meget hold på sin tilværelse.

Med anoreksi og kokain som tvivlsomme eksistentielle fikspunkter tvinges hun ud i et dødeligt opgør med sin ”beskytter”. Det er held i uheld for hende, at hun må rive sig væk fra miljøet og tage hjem til Norge, da hendes søster, psykologen Mailin, forsvinder og eftersøges.

Bekvem undskyldning

Hvordan det nu hænger sammen med episoden dengang på Kreta og forsvindingssagen i Norge har hverken Liss eller de efterforskende politifolk nogen som helst chance for at undersøge, for det er indtil videre kun læseren, der er blevet indviet i det.

Efterhånden som forsvindingssagen udvikler sig, involveres Liss mere og mere i det terapi-miljø, som søsteren har arbejdet i. At få hoved og hale på noget her er ikke let, specielt ikke, når tavshedspligt også viser sig som en bekvem undskyldning for ikke at afsløre ting, der kan få skeletterne i de private skabe til at rasle ubehageligt.

Sikkert greb

Damhaugs krimi kommer langt omkring i de mere aparte kroge af sindet. Men hans greb om krimi-kompositionen er meget sikkert og alle elementer føjer sig i en opklaringsdynamik, hvor forfatteren spiller på begrænsningen af læserens indsigt, der drillende præsenteres som privilegeret i forhold til figurernes af deres omstændigheder pålagte begrænsninger.

Alt i alt en meget tilfredsstillende krimi-oplevelse, der igen bekræfte indtrykket af, at norsk klima, landskab og psyke må udgøre en meget heldig kombination for skabelsen af krimi i særklasse.

Torkil Damhaug: Døden ved vand (Døden ved vann, 2009), oversat af Ilse M. Haugaard 460 sider, 299 kr. Modtryk, udkommer i dag