Offentliggjort 06.10.09 kl. 09:23
Ondskaben har mange ansigter, hvis den altså findes. Under alle omstændigheder kan man jo prøve at bruge den som blikfang, når der skal sælges, og det sker i nye bøger om Tønder-sagen, Joseph Fritzl og Peter Lundin.
Forfatterne til Fritzl-bog vil sætte hele Østrig på anklagebænken.
Lundin-biografien er kedsommelig og banal på grænsen til det ubærlige.
Bogen om rockeradvokaten Peter Hjørne er kraftigt svækket af, at han ikke selv har medvirket.
Bojan Pancevski og Stefanie Marsh: FAMILIEN I KÆLDEREN
256 sider, 300 kr.
Lindhardt og Ringhof
Er udkommet

Ulrikke Moustgaard: DJÆVLENS ADVOKAT
356 sider, 300 kr.
Documentas
Er udkommet

Peter Lundin: EN MORDERS BEKENDELSER
235 sider, 300 kr.
Turbulenz
Er udkommet
Et sted i Allan Blooms stadig mere aktuelle bog ”The Closing of The American Mind” (på dansk: Historien om Vestens intellektuelle forfald) beretter han om, hvordan han beder et universitetshold sige noget om det onde.
»Her har alle et svar parat: Hitler (Stalin husker ingen åbenbart). Men hvem så efter Hitler? (?) Her standser de. De har ingen forestilling om ondskab og tvivler vel på, at der eksisterer noget sådant. Hitler er bare en abstraktion, noget, der kan udfylde et tomrum.
De lever i en verden, hvor der konstant begås de frygteligste forbrydelser, hvor gaderne dagligt er scene for kriminalitet. Måske mener de, at ugerninger begås af mennesker, der bare har brug for terapi for at blive gode igen - at der er onde gerninger og ikke onde mennesker.«
Fascinationen af det onde er vel urgammel, men den er forstærket i en terapeutisk tidsalder. Det onde, det ved vi, er uden for os selv, det findes hos de andre, og vi griber med vellyst de eksempler, der bydes os; Tønder-sagen, Peter Lundin, Joseph Fritzl.
Sidstnævnte er emnet for en besynderlig og på flere niveauer ubehagelig bog skrevet af de to journalister, der dækkede sagen for The Times.
Dels er jo selve sagen modbydelig og ulækker at svælge i, som det (også) sker her, dels er forfatternes megen lommepsykologi og deres slet skjulte dagsorden nærmest uanstændig. De vil sætte Østrig på anklagebænken. Det er, må vi forstå, på en måde hele Østrig, der har pædofile tendenser og gemmer grimme ting i kælderen.
Det handler om en nazistisk fortid, som man aldrig har fået gjort op med, om provinsiel indelukkethed og lummer luft og om et vildfarent patriarkat, der er udartet i en form for perversion.
Forfatterne argumenterer ikke som sådan for deres teorier og fordomme, de sørger kun for at garnere fortællingen om Fritzl med mere eller mindre løsrevne historiske oplysninger, og så skal vi tænke os til resten. Hvis Østrig var en person, ville der være basis for en injuriesag.
De to Times-journalister har altså et motiv til deres værk, måske endda et motiv ud over det åbenlyse, nemlig at spinde guld på en opsigtsvækkende pædofilisag. Og der er masser af gustne motiver og tynde undskyldninger, der indrammer stakken af onde bøger.
Fortsættes...
Annonce:
Annonce: