Tip     Print     RSS     Del    

Lundin-biografi: Nul stjerner

Offentliggjort 06.10.09kl. 09:23

I ytringsfrihedens navn

Et veritabelt forfængelighedens bål blusser op i luer omkring disse udgivelser, for den almindelige egennytte og personlige grådighed skal helst beklædes med finere motiver.

Værst (og mindst elegant) i tilfældet Jonas Ankersen, eneejer af forlaget Turbulenz, der har påtaget sig at udgive den bestialske morder Peter Lundins selvbiografi.

Det handler om ytringsfrihed, plæderer han gudhjælpemig, og det er da pudsigt, hvordan sådan nogle automatudtryk kan opstå - det rimer meget godt med det sted i bogen, hvor Peter Lundin understreger, at Pia Kjærsgaard bestemt ikke er stueren.

Her går det godt, her bor de tossede, men måske er netop sådan en Lundin-udtalelse et meget godt spejlbillede af den almindelige selvretfærdighed, der trives så lystigt rundt omkring i det offentlige landskab.

Lundin-udgivelsen har affødt stor forargelse rundt omkring, for kan det virkelig være rigtigt, at sådan en mand etc.? Tja.

Han er ikke den første morder, der skriver selvbiografi, og om denne bog er meget værre end så megen af det smuds, der hver dag kommer på tryk, det ved jeg ikke. Hvis man synes det, kan man lade være med at læse den.

Det kan man faktisk roligt gøre, for den er først og fremmest kedsommelig og banal til det ubærlige og til overflod overplastret med sort hvide familiebilleder fra barndommen i forstaden. Faktisk er tekstens kvalitet i sig selv med til at kaste et ubehageligt skær over motiverne til at udgive den.

Således har ondskaben mange ansigter, og der er derfor også mere schwung over den dobbelte fascination, der præger Ulrikke Moustgaards bog om rockeradvokaten Peter Hjørne.

Forskønnende skær

Det er en sær historie, kraftigt svækket af, at Hjørne ikke selv har medvirket. Derfor kommer vi ikke for alvor bag om manden, der synes at trives bedst i ekstreme miljøer, blandt rockere, nazister eller Rune Engelbrecht Larsen.

Han mistede sin bestalling en overgang, dømt for at have lækket fortrolige oplysninger, og i bogen tager forfatterinden næsten hans parti, selv om hun vist nok helst vil være neutral, men det kan jo være svært i sådan en biografi.

Hvad værre er, hun kommer (muligvis uden at ville det) til at kaste et lettere romantisk eller i hvert fald forskønnende skær over de mange små og store banditter, fordi hun i den grad har været afhængig af kilder blandt Hjørnes klienter.

For sandt er det selvfølgelig, at alle, selv den værste forbryder, har krav på et forsvar. Men vel ikke nødvendigvis i bogform?