Hans Schmidt Petersen: Sneglens hus

NANNA FRANK RASMUSSEN

Offentliggjort 20.10.09 kl. 03:00

“Åbenrå Noir” kaldes krimien ”Sneglens hus”. Det er en fejlagtig beskrivelse af en ellers veloplagt og begavet provinskrimi.

Hans Schmidt Petersen: Sneglens hus

C&K, 312 sider, 299,95 kr.

Er udkommet

Der er dunkelt i grænselandet. Den gamle danske grænse fra 1920 nord for Flensborg og syd for Tønder har nok fungeret som geografisk, men ikke nødvendigvis mental afmærkning af tilhørsforhold. Det tyske mindretal i Sønderjylland og det danske ditto i Sydslesvig står - om man så må sige - med en fod i hvert land og vinker til hinanden med to nationale flag. Det er i dette uklare billede på en fast identitet, at forfatteren Hans Schmidt Petersen former sin krimi ”Sneglens Hus”.

Hjemmerøverier breder sig

Hans hovedperson, kriminalinspektør Carsten Mathiesen, lever og arbejde i Aabenraa, men indleder et samarbejde med Christiane Müller fra politiet i Flensborg, da nogle brutale hjemmerøverier og mord breder sig fra Danmark til Tyskland.

Forestillingen om en østeuropæisk bande på kynisk jagt efter hurtigt udbytte breder sig lynsnart hos opklaringsenheden, men både Mathiesen og Müller har svært ved denne refleks-anklage mod (endnu) en minoritet, indvandrerne eller udlændingene i deres respektive lande. De sætter sig for at grave dybere i de døde ægtepars fortid, og måske har mordet på en ung tysk mand lige efter Anden Verdenskrig i regionen noget med de nutidige hændelser at gøre.

Kreativt påfund

Hans Schmidt Petersens krimi kaldes kreativt for ”Åbenrå Noir” på omslaget, men det er en decideret misvisende genre-påkaldelse. Her er hverken en hårdkogt, misantropisk detektiv, et råt miljø, der serverer bøllebank til dessert, eller en by, Aabenraa, hvis underverden bliver kold kulisse for opklaringen af forbrydelserne. Nok bliver der talt om kvinder, penge og død (noir-krimiens treenighed), men på den anden side, hvilken krimi kan helt se sig fri fra disse elementer?

Det paradoksale er, at det i tilfældet ”Snegles hus” slet ingenting gør. Hvorfor prale med at være noget, den ikke er, når det, den er, er så godt? For ”Sneglens hus” er en velskrevet og medrivende roman, der byder på fortidsfortrængninger både på et personligt og nationalt niveau.

Og på refleksioner over det erotiske, der for hovedpersonen lægger sig som en film mellem ham og de kvinder, han møder. Han er dog gift med søde Lone, så det er en grænse, han ikke forsøger at søge visum til at overskride, men som for den midaldrende mand alligevel er fascinerende.

Heldigvis undgår Petersen alt, hvad der kunne ligne lummer Leth og Sabroe-selvudlevering og giver også den unge Christiane en sex-stemme. Hun har ikke travlt med parforholdstvivl eller mandejagt, men har som alle andre brug for intimitet. Men faktisk er det den ikke-erotiske intimitet, der opstår mellem Carsten Mathiesen og Christiane Müller, som gør ”Sneglens hus” til en indyndende og varm oplevelse.

Det makkerpar kan man glæde sig til at møde i grænselandet.