Tid til handling

DENNIS NØRMARK

Offentliggjort 03.11.09 kl. 03:00

Lene Andersen har færdiggjort sit kæmpeværk, ”Baade-Og”, med en ”fredag”, der står i gentagelsernes tegn.

Lene Andersen (alias Jesper Knallhatt):

BAADE-OG - FREDAG - Hva saa?

464 sider, 299 kr.

Det Andersenske Forlag

Er udkommet

Det er blevet fredag på tosseanstalten, og Cornelius Magnussen står til udskrivning. I fire dage har vi fulgt den tidligere reklamemand og tv-producers lange udlægning af verdenshistorien og menneskets eksistens.

Det hele fortalt til damebladsjournalist Tenna E. Ramussen i Lene Andersens mesterlige samtaleværk ”Baade-Og”, der begyndte med ”Mandag” i 2005 og nu afsluttes med fredagsbogen: ”Hva saa?”.

For nu skal vi finde vejen ud af alle vores selvpåførte problemer. Og enkelt bliver det ikke. Ja, faktisk er det hele pointen med værket, der netop parafraserer Kierkegaards klassiker ”Enten eller”, at utopien og universalløsninger som regel er hæslige blindgyder.

De ender i fanatisme og den slags magisk sammenhold, hvor alle sidder med blanke øjne og slår på tromme i samme takt. Den slags duer ikke til noget. I stedet skal vi acceptere mangfoldigheden, individets ukrænkelige frihed og turde underkaste os tvivlen. Altså: Både-og.

Et realistisk syn

Hos Lene Andersen hedder det »global eksistentialisme«, og det indebærer, at vi får et realistisk syn på os selv som stenaldermennesker, der tænker med underlivet og er til fals for dumme og kortsigtede løsninger, der føles godt.

»Religionen, nationalismen, underholdnings- og reklameindustrien har fat i vores følelser, og vi er kognitive dværge, når de først ruller sig ud!«

Men det betyder ikke, at kapitalismen, religionen, nationen og alt det andet blot skal afskaffes, fordi det ikke fungerer optimalt. Den slags er ”enten-eller”-løsninger, som fødes ud af intellektuel dovenskab og fanatisme. En sort/hvid løsning, som vi falder for, når vi glemmer at forbedre os og blive klogere. Eller »voksne«, som Lene Andersen kalder det.

Lytter til demagoger

Vi må med andre ord til at stille større krav til os selv. For først når vi er voksne, forstår vi, at individ/fællesskab, stat/privat, Israel/Palæstina og andre modsætninger ikke skal tænkes som modsætninger, men som balancer. Problemet er bare, at det at finde den rette balance er meget sværere end blot at forkaste den ene pol.

Derfor lytter vi alt for ofte til demagoger, der skærer verden til i et for-og-imod.

I denne sidste del af mammutværket tager Lene Andersen naturligvis Karl Popper til hjælp, da ingen har undergravet utopierne så grundigt som han. Og det er vidunderligt at se denne ofte glemte tænkers klare ideer som den indlysende krone på værket.

Desværre er det også noget af det eneste reelt nye som inddrages i ”Fredag”, der lidt for ofte bliver et ekko af mandag-torsdag. Store dele er reel repetition og derfor ikke så fængende som de første fire bøgers generøse overflod af information og belæsthed.

Der kunne nemt være kortet 100 sider af. Men skønt afslutningen kun fortjener fire stjerner, så må det samlede værk alligevel belønnes med fem store stjerner. For bedre folkeoplysning findes stadig ikke på dansk.