Tip     Print     RSS     Del    

Henning Mankell: Den urolige mand

LARS OLE SAUERBERG

Offentliggjort 12.11.09  kl. 03:00 

Henning Mankell har udsendt den 11. og sidste bog om efterforskeren ved kriminalpolitiet i Ystad.

Henning Mankell: DEN UROLIGE MAND (Den orolige mannen, 2009)

På dansk ved Lilian Kingo

543 sider, 299 kr. Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Der er gået 18 år siden den første Kurt Wallander-krimi, ”Mordere uden ansigt.” Med ”Den urolige mand” er vi så nået til nummer 11 i serien om den sydsvenske efterforsker ved kriminalpolitiet i Ystad.

Det har vært en rejse gennem forskellige former for tidstypisk kriminalitet, men også, og ikke mindst, en eksistentiel rejse gennem et menneskeliv.

Hvis det lyder lidt højtideligt, skyldes det, at med denne bog, den 11. i serien, meddeler fortælleren til slut, at vi tager uigenkaldelig afsked med Kurt Wallander. Årsagen må læseren selv erfare.

Wallander har passeret de 60 år (forfatteren Henning Mankell er selv 61). Han har længe følt sig noget ude af trit med etatens prioriteringer personificeret med svidende fortæller-ironi ved den unge og bureaukratiske politimester.

Sympatiske forældre

Wallander er i gang med en deprimerende sag om et hjemmerøveri, der udvikler sig til drab, da hans professionelle liv krydses af det private.

Hans datter Linda, der også er ved politiet i Ystad, skal have et barn med finansjongløren Hans von Enke. Vi er i de glade dage lige før krisen. Wallander er noget skeptisk over forbindelsen til aristokratiske og pengestærke kredse, som han ser på med indædt mistro, men tør op, da hans møder Hans' forældre, de sympatiske Louise og Håkan von Enke.

Håkan von Enke er pensioneret søofficer. Han har bl.a. gjort tjeneste i de svenske ubåde.

Får ikke slutningen

På hans 75-års fødselsdag trækker han Wallander til side og begynder at fortælle ham om, hvad han mente, der egentlig skete dengang i 1982, da man jagtede russiske ubåde i den stockholmske skærgård. De tos samtale bliver afbrudt, før von Enke når til slutningen af sin fortælling. Nogle dage efter er han sporløst forsvundet, og efter endnu nogle dage også hans hustru.

Wallander føler sig forpligtet til at gå ind i sagen om Lindas forsvundne svigerforældre. Inden længe er han havnet lige midt i det ene af det moderne politiske Sveriges traumer: Sagen om suverænitetskrænkelserne dengang i begyndelsen af 1980'erne.

Det viser sig hurtigt, at det ikke bare er et spørgsmål om Den Kolde Krig, der nu er historie, men også om en ”muldvarp,” en spion, der stadig leverer oplysninger til en fremmed magt. Wallander må noget rystet erkende, at han ikke bare giver en hjælpende hånd til Stockholms politi, men selv bliver brugt i et spil, som han ikke kan gennemskue før de allersidste sider.

Et helstøbt produkt

Mankells afsluttende Wallander-krimi er en historie af den slags, hvor man ikke hurtigt nok kan vende siderne, men samtidig gerne ville dvæle ved detaljerne, for der er så meget, der kræver mental fordøjelse.

Det kan godt være, at man ikke er enig i Mankells politiske analyse, der i mangt og meget fortsætter linjen fra Sjöwall og Wahlöö, men hans sikre og inciterende greb om plot og figurer er ubestrideligt.

I modsætning til så mange andre nordiske krimier i disse år, der falder fra hinanden i en fantasiløs krimi-del og en triviel privatlivs-del, leverer Mankell et helstøbt produkt, hvor forbrydelsen bliver et eksistentielt og socialt anliggende, en negativ energi, der sætter den totale dagsorden for alle involverede.