Tip     Print     RSS     Del    

Flemming Chr. Nielsen: Dyrets tal

LARS OLE SAUERBERG

Offentliggjort 06.01.10  kl. 03:00 

Satire over bekymringssamfundets dyne af omsorg for den enkelte.

Flemming Chr. Nielsen:

DYRETS TAL

215 sider, 199 kr.

Forlaget Bindslev

Er udkommet

666 er dyrets tal i Johannes' Åbenbaring (13, 11-18). Det står for Djævelen. Om tallet rettelig skal være 666 eller 616, har man gennem tiderne diskuteret en del inden for de kredse, der beskæftiger sig med talmystik.

Under alle omstændigheder har bibelstedet givet anledning til alskens finurlige udlægninger for at finde en person eller en begivenhed, hvis tal efter fantasifulde udregninger stemmer overens med cifrene og derfor skulle varsle dommens dag.

Det Danmark, der blændes op for i ”Dyrets tal,” er et samfund, hvor bekymringerne over alt fra terrortrusler over fremmedskræk til stimulansforbrug har givet anledning til at lægge en tung dyne af omsorg for det enkelte menneske.

Ingen arbejdsløse

I dette samfund er der ingen arbejdsløse. De, der eventuelt måtte miste deres job, bliver udpeget til at være engle. Det er medborgere, der har pligt og ret til at blande sig i andre menneskers liv, både forebyggende og helbredende.

De patruljerer og går ind og ud af folks hjem, hvor de i beboernes angst for ikke at leve op til de af regeringen proklamerede standarder, bydes hjerteligt velkommen og takkes for deres indsats.

Derfor er der ingen arbejdsløse, dvs. der er faktisk et officielt tal på 666 arbejdsløse, eller, som det hedder, pt-ubeskæftigede (der lynhurtigt bliver til ptu-beskæftigede, det lyder nemlig bedre).

Men da Alexander Vilhelm Butrus Petersen forsøger at komme til bunds i arbejdsmarkedsstatistikken, viser det sig, at der faktisk nu kun er 616 af de ptu-beskæftigede, hvoraf han er den ene.

Orwell og Scherfig

Under det generelle slogan ”Demokratiet passer på dig” har regeringen faktisk en plan for de 616. Det finder Alexander Petersen ud af.

Flemming Chr. Nielsens samfundssatire starter lidt som Hans Scherfig og udvikler sig dernæst i retning af George Orwells ”1984” - som den på mange måder lægger sig ganske tæt op ad - tilsat en hel del kafkaske træk.

En ganske veloplagt, om end lidt forudsigelig, satire over, hvad der sker, når formynderiet rigtig får fat, og tankepolitiet bliver en dominerende samfundsfaktor.