Tip     Print     RSS     Del    

Danskere i skyttegravens helvede

Af  LARS OLE KNIPPEL

Offentliggjort 06.01.10  kl. 11:51 

De krigsførende parter under Første Verdenskrig holdt våbenhviler uden om de respektive hærkommandoer, fortæller historikeren Claus Bundgård Christensen, hvis værk ”Danskere på Vestfronten” er nomineret til Årets Historiske Bog.

Claus Bundgaard Christensen med sit værk. Foto: Mik Eskestad

Tema

Årets Historiske Bog

Relaterede artikler

Årets bedste historiebog er kåret

Historien set fra sengekanten

Kulturarvens grimme ællinger

Se alle >>

Historikeren Claus Bundgård Christensens nominerede værk ”Danskere på Vestfronten” er det første, som udførligt skildrer Første Verdenskrig set gennem nogle af de 26.000 danskere, som var tvunget til at deltage på tysk side, og hvoraf mellem 4. og 5.000 omkom.

LÆS OGSÅ: Meget nyt fra Vestfronten

Faktisk døde der flere dansksindede under Første Verdenskrig end i krigen mod Preussen i skæbneåret 1864.

Rekrutteret i Sønderjylland

Hovedparten af de dansksindede til den kejserlige krigsmaskine blev rekrutteret i den sønderjyske landbefolkning, og Claus Bundgård Christensen, der er lektor i historie ved RUC, hæfter sig ved, at de udskrevne soldater var særdeles velformulerende i brevene hjem om deres hverdagsliv.

Desuden optrådte den tyske militærcensur ikke synderligt restriktiv, hvorfor brevene udgør et levende vidnesbyrd.

Overlevelsesstrategier

Ét af bogens hovedtemaer er soldaternes overlevelsesstrategier.

»Mange har hørt om julefreden 1914 ved Vestfronten. Pludselig blev der længere og længere mellem skudsalverne og kanonbragene, indtil kamphandlingerne helt ophørte efter en stiltiende aftale mellem fjenderne uden om de respektive hærkommandoers direktiver,« fortæller Claus Bundgård Christensen.

Et juleeventyr

»Soldaterne kravlede op af skyttegravene og hilste på hinanden. Mange dansksindede noterede hændelserne i korrespondancen til deres pårørende. Freden lød som et juleeventyr, men var ikke desto mindre sand.

Fjenderne arrangerede i stedet for blodige træfninger fredelig kappestrid i form af fodboldkampe i ingenmandsland. Man har eksempler på, at den slags våbenhvile fandt sted under hele krigen, og at de var et vigtigt led i soldaternes overlevelsesstrategi.

De uformelle aftaler var bl.a. med til at dæmpe volden, og i mange situationer lå det i luften, at man anvendte kanonerne uden fare for modparten, eller man bevidst skød ved siden af for at undgå at dræbe hinanden,« fortsætter Claus Bundgård Christensen og nævner også udvekslingen af tobak, appelsiner og aviser mellem de krigsførende i skyttegravene.

Skrev åbent hjem

Alt sammen på de menige soldaters initiativer og uden om overkommandoernes vidende. Selvfølgelig var hverdagene ikke lutter rosenrøde. En rolig periode kunne omgående afløses af en farlig situation, hvor volden mellem parterne eskalerede.

De dansksindede soldater skrev helt åbent hjem om disse ”kammeratlige” overenskomster, der blev indgået mellem de krigsførende parter, som befandt sig i skyttegravene, så billedet af soldaterne som viljeløse marionetter i generalernes hænder, holder ikke altid.«

Var kammeratskabet et led i overlevelsen?

Hjalp hinanden

»Ja, i høj grad. Mange soldater hjalp hinanden i nødsituationer. Det skete ofte, at skyttegravene skred sammen som følge af eksplosioner og begravede mændene. Her var det afgørende at have gode kammerater til at hjælpe sig lynhurtigt fri, og dem var der mange af.

Tusindvis af tyskere - også danskere - ”for vild” bag fronten og blev hjulpet i deres illegalitet. Dét krævede kammeratskab, og de mange forsvundne var et stort problem for den tyske hærledelse.

Kammeratskabet ytrede sig tillige ved, at den enkelte soldat knyttede sig til én bestemt eller flere bestemte. Mange danskere var samlet i én enhed og havde derfor ingen vanskeligheder med at støtte hinanden.

De kom f.eks. fra Sønderborg og Haderslev. En enkelt dansktalende i et regiment bestående udelukkende af tyskere kunne opnå venskab med en tysker. Det var et led i overlevelsesstrategien for dem begge.

Før man blev udkommanderet til det farlige job ved fronten, aftalte man at passe på hinanden. Især de unge rekrutter var optaget af at være i følgeskab med en ældre og erfaren kollega,« fastslår Claus Bundgård Christensen og gør opmærksom på, at det ikke kun var på det fysiske plan, man søgte støtte.

Klog mand ved fronten

Også i troen var der opmuntring at hente.

»Danskerne delte sammen med deres tyske medkæmpere troen på håbet - håbet om en snarlig fred. I 1915 var en ”klog mand” tilknyttet et regiment 86, som rummede mange danskere.

Han var i stand til at forudsige freden, påstod han, men efterhånden som den udeblev trods hans forudsigelser, mistede soldaterne troen på ham. Men overtroen havde alligevel gode kår. Således var den forbundet med effekter, bl.a. bar mange danskere et lille dannebrog på sig.

Dyrkelsen af den almindelige tro varierede. Mange var stærkt religiøse og troede på, at Gud ville holde hånden over dem. Denne tro hjalp dem mentalt til at udstå de frygtelige strabadser. Andre mistede helt troen, fordi krigen var udsigtsløs og meningsløs.«

Betjente regimenterne sig ikke af feltpræster?

Upopulære feltpræster

»Jo, men de tyske feltpræster var upopulære, fordi soldaterne anså dem for at være en flok kujoner. De var store i kæften, mente soldaterne, og opildnede til kamp for Gud, kejser og fædreland, men når granaterne faldt, var de over alle bjerge og glemte alt om deres mission.

De havde lavstatus, og de menige regnede ikke med dem. Men de danskere, der bekendte sig til kristendommen, sang danske salmer og viser fra højskolesangbogen. Danske tekster blev sendt ned til fronten, og danskerne omgav sig med danske symboler.

De lod sig gerne fotografere foran skiltet ”Nordens sønner” eller med et eksemplar af Jyllands-Posten eller en anden dansk avis i skyttegravene.

Men forestillingen om, at danskerne ikke ville bruge våben, er en myte.«

Farlige fly og giftgas

Hvordan var soldaternes syn på de forskellige våben: Giftgas, kanoner, fly og kampvogne?

»Det er et interessant spørgsmål. Flyene topper listen over frygtede våben. Dels var de effektive med bomber og maskingeværer, dels fungerede de med succes som observationsposter; de var med andre ord artilleriets vågne øjne. Og - hvilket er paradoksalt - opfattedes de som ”underholdning”, når de kæmpede i luften.

Den Røde Baron og andre flyhelte brød med deres spændende kampe monotonien i skyttegravene.

Brugen af giftgas gøres ofte synonymt med civilisationssammenbruddet under Første Verdenskrig. Men efter beskyttelsen med gasmasker i 1915 bekymrede gassen ikke soldaterne videre. Til gengæld var de bange for de svære kanoner og med god grund,« slutter Claus Bundgård Christensen.

Du kan stemme på Årets Historiske Bog ved at følge dette link