Tip     Print     RSS     Del    

Louise Halvardsson: Punkindustriel heavyrocker med attitude

JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 21.01.10 kl. 03:00

En sproglig ujævn, men ellers fin og indlevet bog om teenagetrængsler.

Roman

Louise Halvardsson: Punkindustriel heavyrocker med attitude

311 sider, 210 kr.

Forlaget Moskito

Er udkommet

Det første, der springer i øjnene, når man sidder med denne roman foran sig, er det amatøragtige look. Det er synd og skam, for indholdet er faktisk i orden. Men det underlige, tynde omslag, den kedelige forsideillustration, det håbløse forfatterfoto på bagsiden og den uelegante titel er altså temmelig afskrækkende og giver mest af alt mindelser om noget Print On Demand.

Når jeg gør en pointe ud af det, er det ikke for at være krakilsk, men fordi jeg synes, at det er ærgerligt, fordi indpakningen formentlig vil sortere nogle potentielle læsere fra, der ellers kunne have fået en fin oplevelse.

Ujævn oversættelse

Og jeg er nødt til at have endnu en indvending ud af verden, før jeg bliver lidt mere opbyggelig. Oversættelsen er ujævn. Generelt flyder sproget fint, men der er for mange udanske oversættelser. Jeg ved ikke, hvad en folkeøl er; her må oversætteren omplante begrebet til noget, vi kan forholde os til på dansk. Især fordi det åbenbart er et centralt begreb i ens tilværelse, når man går i 1.g i Nässjö.

Man bruger ikke betegnelsen semestre om gymnasiernes halvår i Danmark - det er forvirrende og skaber uhensigtsmæssige associationer til universitetet, hvis man da ellers kender termen derfra.

Flere andre steder savner man på samme måde en fordanskning eller bare en ordentlig oversættelse.

Forvirret teenager

Bortset fra det. Amanda er en forvirret teenager, lige begyndt i gymnasiet i hjembyen Nässjö; som øjensynlig er Sveriges mest nedslående provinshul. Hun er på samme tid famlende og sin egen.

Hun hører Guns N' Roses og affarver sit hår og stikker lidt ud blandt de forskellige grupperinger på gymnasiet og har kun foragt til overs for poptøserne, selv om hun samtidig er sig deres popularitet smertelig bevidst.

For der er ingen, der gider kysse med Amanda, og det er altså noget hø, når ens hovedinteresse i øjeblikket er at komme i gang med at få et sexliv.

Alkoholforbruget

Og så et lille uddrag fra bogen:

»Hvor ofte drikker du alkohol?

Flere gange om ugen _

En gang om ugen _

Flere gange om måneden _

En gang om måneden _

Hver anden måned _

En gang hvert halve år eller sjældnere _

Da min kusine havde fødselsdag, drak jeg champagne, og når mor havde fødselsdag, smagte jeg Martini. Jeg sætter et kryds ud for hver anden måned.«

Således romanens forcer og svagheder: Teenagerens lette omskrivning af virkeligheden for at passe ind i idealerne er virkelig fint indfanget. Og samtidig er oversættelsen klodset (når mor havde fødselsdag, smagte jeg Martini) og gør helhedsindtrykket lidt vaklende.

Tiden gør det lettere

Grundlæggende er der imidlertid tale om en fin skildring af teenagetiden for en outsider og fine opridsninger af nogle af de mange veje, der findes ud af dette klaustrofobiske univers.

Rammende er også skildringen af, hvordan Amandas egen selvtillid er helt upåvirket af både komplimenter og invitationer af forskellig art fra såvel piger som drenge.

Opløftende er det at se hvordan Amanda, langsomt, besværligt og en lille smule skrammet, men i store træk uskadt, med tiden vokser sig smukkere, klogere og gladere, hvad de fleste Amanda'er jo gør. Heldigvis.