Tip     Print     RSS     Del    

Mogens Nykjær: Venezia. Byhistorie og kunst

TOM HERMANSEN

Offentliggjort 14.02.10  kl. 19:22 

Kunsthistorikeren Mogens Nykjær er en stedkendt, elegant gondolfører gennem Venedigs fantastiske kulturhistorie.

Palle Eriksen, Torben Egebjerg, Lis Helles Olesen, Hans Rostholm: Vikinger i vest

Populært værk om vikingerne i Vestjylland baseret på 128 lokaliteter giver et glimrende indblik i hele perioden. Læs artikel

Pernille Stensgaard: DA LOUISIANA STJAL BILLEDET

Kunst: Velskrevet fortælling om 50 år med kunst, kaffe og kringle på Louisiana. Læs artikel

Bag om dansk film

Missionen virker ikke helt klar i filmbogen ”CUT”, men den er alligevel en rigtig god oplevelse.Læs artikel

Læs mere om rock på bog.guide.dk

KUNSTBOG

MOGENS NYKJÆR

VENEZIA. BYHISTORIE OG KUNST

460 sider. Ill. 400 kr. Gyldendal

UDKOMMER I DAG

I Markuskirken står fire guldbelagte bronzeheste. De blev hjemført som krigsbytte fra Konstantinopel i den venetianske republiks storhedstid i 1200-tallet. Hvor hestene oprindeligt stammer fra, ved ingen. Men for byens krønikeskrivere var sandheden ikke så væsentlig. De fastslog, at hestene blev skabt i det antikke Rom og derefter stjålet til Konstantinopel. Og således kunne dyrene bruges til at bekræfte myten om den imperiale arvefølge; først regerede Rom, så Konstantinopel, og til sidst red hestene til det nye, gyldne magtcentrum: Venezia - eller Venedig, som de fleste kalder byen.

For kunsthistorikeren Mogens Nykjær er kanalbyens historie en farverig gobelin, vævet af myter og drømme, faktuelle begivenheder, gyldne kunstværker og store personligheder.

Genuin begejstring

I sin nye bog ”Venezia. Byhistorie og kunst” forklarer han, hvordan talrige myter om Venedig har været brugt som politiske våben med stor rækkevidde. Ved hjælp af myterne har man kunnet beskrive byen som unik på kloden. Med kreative henvisninger til Bibelen har venetianerne endda kunnet placere Venedig som et resultat af guds vilje.

Denne mytiske iscenesættelse har været vigtig for byens selvforståelse, men også over for omverdenen. Eksempelvis formåede den smukke by at sikre sig et ”topmøde” i 1177, da den tysk-romerske kejser og den katolske pave sluttede fred på Markuspladsen. Det betød efterfølgende, at venetianerne kunne handle i rigt omfang med kejseren, og det betød anerkendelse og venskab mellem paven og Venedigs overhoved, dogen.

Begivenheden på Markuspladsen ses bl.a. på en væg i Dogepaladset, malet af renæssancekunstneren Paolo Veronese.

Men alt ved Venedig er ikke en sådan omgang avanceret spin. Mogens Nykjær blotlægger myterne og iscenesættelserne, men hans genuine begejstring for byens håndfaste monumenter er den primære drivkraft på bogens 460 sider. For, forklarer forfatteren, Venedig er bare noget helt specielt - en holdning, som han i øvrigt deler med de omtrent 25 mio. turister, der årligt drages til byen.

Læreren fnyser

Det er en blændende bog. Den er anderledes end hans første hovedværk, bogen fra 1999 om Peterskirken. Dengang koncentrerede han sig om kirken i Rom, nu er emnet mere uoverskueligt. Men med stor dygtighed formår han at sammenstrikke Venedigs historie og dens rige arkitektur og kunst til en overskuelig helhed. Bogen, der begynder i omtrent år 500 og slutter ved republikkens endeligt i 1797, rummer på samme tid køligt overblik og ivrigt detaljepilleri; få kan som Mogens Nykjær bruge side efter side på at forklare betydningen af en enkelt søjle uden at kede læseren.

Mogens Nykjær underviser i kunsthistorie ved Aarhus Universitet, og han er en streng lærer. Han fnyser, hvis de studerende udtaler Michelangelo forkert (ch udtales på italiensk som et k!). På studieture til Italien vandrer han så hurtigt og i så mange timer gennem gaderne og deres kirker, at tropperne langsomt falder fra. Dette er ikke en påtaget strenghed, det er fordi, han tror på sit emne, på dannelsen.

Samme holdning gør sig gældende i denne bog. Uden tøven gennemgår han Markuskirken og dens plads fra ende til anden. Dogepaladset behandles kyndigt, og det samme gør byens utallige kirker og paladser og deres vidunderlige, farverige og fortællende malerier. Der er flere farvebilleder end i Peterskirkebogen. Mange af fotografierne er gode, om end de fleste er mennesketomme. Det skyldes nok, at Mogens Nykjær interesserer sig mere for byens kunst end for dens mennesker, men bybilleder fungerer bare bedst med liv på.