Hverken det ene eller det andet

JOHS. H. CHRISTENSEN

Offentliggjort 11.05.10 kl. 03:01

Akademikere henfalder til lommepsykologiske dybsindigheder i en bog om film og terror. De udvalgte film bruges mest som påskud for forfatternes meninger.

Carsten Bagge Laustsen og Kasper Vandborg Rasmussen (red):

Terror og film

248 sider, 248 kr.

Aarhus Universitetsforlag

Er udkommet

Titlen er misvisende. Bogen handler hverken om det ene eller det andet. Den handler om forfatternes (politiske) yndlingsanskuelser.

De er så korrekte, som det er korrekt blandt den type akademikere, der forsker i f.eks. »orientalisme og andethed samt det sundhedsantropologiske emneområde« eller i »terrorisme samt religion og sikkerhedspolitik«. Herom fremlægger de papers ved internationale konferencer. Så det er alvorligt ment.

Valgt ved lodtrækning

Bogen består af 11 kapitler plus et alenlangt forord. Hvert kapitel sætter en film i forbindelse med terrorisme - som sådan.

De må være valgt ved lodtrækning og kunne lige så godt have været 11 eller 22 andre (og bedre kunstværker). De spiller da heller ikke nogen seriøs rolle i fremstillingen, men bruges mest som påskud for forfatternes meninger, der er nøjagtig ens.

Her er der ingen diversitet, som det hedder på akademisk. Det er derfor, de sidder i de stillinger, de gør.

Med garanti: Ikke én af dem er medlem af Dansk Folkeparti eller Venstre, for så sad de der ikke. Deres holdninger præsenteres i forordet, der bl.a. slår fast, at lige så vigtig som den 11. september er andre dage. Disse fatale datoer har, hvad angår terrorister, medført en vis, måske fordomsfuld reservation i den vestlige verden, som tager det for »nærmest bevist, at de vil os det ondt«.

Ja, ved Gud, det er! Men ikke for trangbrystede forskere, som konstaterer, at »det kan være ganske diffust«, hvem de (og til dels os) er.

Det er ikke spor diffust. Spørg blot dette blads kulturredaktør.

USA's statsterror

Værre end de er USA, der udøver »statsterror«, og tidligere præsident Bush. Slem var også Reagan, der var »indædt antikommunist«, mens Obama er en fredens mand. Slemt er også Dansk Folkeparti, der forplumrer forståelsen for terroristernes ærinde, så »det synes rimeligt at overveje, om den danske værdidebat er med til at optrappe forskansningen.«

Overvejelsen er hurtigt overstået med et: Ja! Alligevel er det »vigtigt at understrege, at terror grundlæggende er et uacceptabelt middel.«

Her var man ellers nær ved at komme i ”grundlæggende” tvivl.

Et skær af amatørisme

Forfattere garderer sig med en falanks af kanoniserede meningsfæller fra Zizek over den forrykte franske marxist Althusser (ham, der kvalte sin kone) til Noam Chomsky og trykker en litteraturliste på 12 sider (men intet sag- eller navneregister), så de er lærde folk, der tænker, ingen tvivl om det.

Alligevel og mærkeligt nok er der over hver eneste side et skær af amatørisme, så de kloge hoveder henfalder til lommepsykologiske dybsindigheder af typen: »Når man står over for noget umiddelbart uforståeligt, griber man ofte ud efter allerede etablerede fortolkningsrammer og følger allerede givne handlingsmønstre.«

Og minsandten om vi ikke præsenteres for Kierkegaards skelnen mellem frygt og angst - som var det en stak gymnasiestile, man sad med.

De omhandlede (ikke særligt væsentlige) film interesserer ikke som billedforløb eller visuel kunst, men reduceres til vulgær ideologi. Den bruges som bevis for forfatternes forudfattede meninger, der bliver ret så terroristiske. Ikke én af dem har gjort nogen opdagelse i de udvalgte film, og det er betænkeligt.

Betænkeligt er det også, at en flok yngre danske akademikere opererer på et intellektuelt niveau så langt under, hvad man kan læse andre steder - hos folk som Tony Judd, Timothy Garton Ash, Garry Wills, Mark Danner - eller en sprælsk provokatør som Christopher Hitchens.