
Offentliggjort 22.05.10 kl. 03:01






Den store amerikanske countrymusikers død er emnet for en ny, vellykket tegneserie.
Tegneserie
Søren Glosimodt Mosdal: Lost Highway
Forlaget Fahrenheit
68 sider, 129,50 kr.
Da den nu afdøde Waylon Jennings kom til Nashville for at etablere sig som countrymusiker, forsøgte han at forny countrygenren. Men blev mødt med spørgsmålet:
»Er du nu sikker på, Hank Williams ville have gjort det sådan?«
Det blev senere til Waylon Jennings-sangen ”Are You Sure Hank Done It This Way?”.
Denne lille anekdote siger noget om den magt, som Hank Williams har i countryverdenen - til trods for at han døde på bagsædet af en bil kun 29 år gammel nytårsnat 1952-1953. Og gigantens allersidste døgn er netop emnet for Søren Glosimodt Mosdals lille tegneserie, hvis titel, ”Lost Highway”, også er titlen på en af Hank Williams' mest populære sange.
Vi møder Hank Williams på bagsædet af bilen, der føres af en ung, søvnig mand. Hank er klædt i et grønt jakkesæt, en cigar i den ene hånd, en øl i den anden og en pistol i inderlommen. Han synger ”Lost Highway”. Håret under den store, hvide cowboyhat er tyndt og ansigtet lige så furet som en gammel mands.
De første sider er realistiske, men så forandrer fortællingen sig til et psykedelisk fantasiridt gennem sydstaternes sumpe. Vi møder nogle af de skikkelser, som Hank omgav sig med, bl.a. den sorte sangskriver Tee-tot, som optræder i skikkelse af en gigantisk malle. Til sidst svæver Hank Williams' sjæl (vistnok) til himmels akkompagneret af en sort krage.
Historien er velfortalt og stregerne lige så kantede og energifulde, som Hank Williams' korte liv var. En rigtig vellykket udgivelse.
Annonce:
Annonce: