Tip     Print     RSS     Del    

Carsten Thau: Arkitekturen som tidsmaskine

ANDERS RAAHAUGE

Offentliggjort 26.06.10  kl. 03:01 

I ”Arkitekturen som tidsmaskine” lader Carsten Thau sansning og teori forenes på frugtbar vis.

Arkitektur

Carsten Thau: Arkitekturen som tidsmaskine

Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag

560 sider, 270 kr.

Ligesom Kunstakademiet nu om dage har filosoffer i lærerstaben, som åbner perspektiver for de vordende kunstnere, således også på Kunstakademiets Arkitektskole. En af dem, der beriger diskussionerne her, er Carsten Thau, professor i arkitekturens teori og historie.

Han har netop udgivet værket ”Arkitekturen som tidsmaskine”. I en række artikler og essays undersøger Thau bl.a., hvordan tiden, det allermest flygtige, kan finde nedslag i noget så robust og håndgribeligt som arkitektur.

Monumentet kan således ved sin markering af en vældig begivenhed i tiden stå som det, der trodser tidens gang. Ruinen får til gengæld sin aura ved at inkarnere tidens nedbrydende arbejde. Og vore hjem er som huler, oversåede med ømme spor af al den tid, man har levet dér. Der opstår zoner i vore rum med hver sin atmosfære, og de udløser helt forskellige erindringer og drømme. Tiden kan således træde rumligt frem i det specielle stykke arkitektur, som er et hjem.

En fysisk forbindelse

Bygningen kan give eksistentielt fodfæste, bemærker Carsten Thau. Boligens rum kan blive individets egne i en grad, så kroppen næsten indgår en fysisk forbindelse med dem. Deraf fortvivlelsen, hvis ens hus styrter sammen.

I sine analyser af disse spil, hvor ånd og genstand synker ind i hinanden, demonstrerer Thau stor sensibilitet, både som iagttager og skribent.

Fortrængning og uhygge

En anden artikel er viet bagsiden af denne hjemlighed: de ophobninger af fortrængning og uhygge, som boligen kan rumme, kilden til den klaustrofobi, som f.eks. Ibsen har så skarpt et blik for.

Thau tyder en række af den modernistiske arkitekturs nye stiltræk i det 20. århundrede som uddrivelse af klunke-spøgelserne: kubens hvide klarhed, stærkere lysindfald gennem store vinduespartier, flade tage, der afskaffer dunkle loftsrum, ingen kældre.

»Huskroppen bliver en transparent udsigtsmaskine,« som Carsten Thau bemærker.

Bauhaus' historie

Bogen rummer også en stimulerende gennemgang af Bauhaus' historie, denne funktionalistiske tyske skole, som skrællede al pynt bort på bygninger og brugskunst til fordel for den stramme form og de klare linjers funktionalisme. Bauhaus' historiske forudsætninger ridses op, både de utopisk socialistiske, der ville bringe arbejderklassen lys, luft og hygiejne, og de nyreligiøse, Rudolf Steiner-agtige, der sværmede for østlig mystik og ånden i håndværket.

Hvor arkitekter ofte irritabelt affærdiger al kritik af funktionalismen som sentimental og nostalgisk, har Thau også et uhildet blik for det træk af goldhed i arven fra Bauhus, som i dag kan vise sig i forstædernes deprimerende, grå legoklodser.

Fortsættes...