Tip     Print     RSS     Del    

Kirstan Hawkins: Doña Nicanoras hattebutik

KATRINE SOMMER BOYSEN

Offentliggjort 10.07.10  kl. 03:01 

Halvkedelig, men ganske sympatisk romandebut.

Kirstan Hawkins:

DOÑA NICANORAS HATTEBUTIK

348 sider, 249,95 kr.

Thaning & Appel

Er udkommet

I den lille udtjente sydamerikanske sumpby Valle de Virgen ser civilisationens teknologiske og sociale landevindinger ud til at være blevet spillet skakmat. I hvert fald lever det lille bysamfund på en måde, der gør det umuligt at identificere som en verden i det 21. århundrede.

Valle de Virgen er funderet snarere på sine borgere end på normale byfunktioner. Eksempelvis er byens eneste forretning Don Boscos barbersalon, hvor alle mødes og udveksler sladder og andre finurligheder.

Og netop finurlig er, hvad byen og dens beboere synes at være, og mon ikke forfatteren Kirstan Hawkins, der er uddannet antropolog og romandebutant med ”Dona Nicanoras hattebutik”, har forsøgt at skele til, subsidiært stjæle fra, den sydamerikanske tradition for magisk realisme. Bare desværre ikke med det store held.

Ugengældt forelskelse

I centrum af romanen står Nicanora, der bor alene sammen med sine tre store børn, hvis far var en rigtig stratenrøver og damebedårer. Barber Don Bosco har til gengæld altid været ugengældt forelsket i Nocanora, der aldrig har villet have ham.

Hos Nicanora kommer der en dag en amerikansk logerende, der navngives ”Gringitoen”, der betaler Nicanora gode penge for at få lov til at bo i hendes hus. Disse sparer hun op, for hun har en gammel drøm om at åbne en eksklusiv hattebutik, og et bedaget tilbud fra Don Bosco om, at hun kan overtage barbersalonen, lurer i hende.

Men da hun endelig forsøger at føre planerne ud i livet, får en veritabel dominoeffekt hele livet til langsomt at skride i Valle de Virgen.

Uden raffinement

”Dona Nicanoras hattebutik” er ubestrideligt en sympatisk roman, og læsere vil kunne nyde den for dens kulørte persontegninger og for så vidt fine beskrivelser af, hvordan en lille by kæmper med og mod civilisationen. Her fungerer fortællingen om lægen Arturo, der sjanghajes til byen af den simple grund, at en rigtig by nødvendigvis må have en læge, rigtigt godt.

Problemet med romanen er, at den aldrig løfter sig. Den er underligt altmodisch og sprogligt ganske uden raffinement, hvilket gør, at den ikke bliver passabel som andet end en bog, man kan forvente følge med et dameblad på et vist tidspunkt.

Denne anmelders fordomme, om at antropologer skal holde sig fra at skabe fiktion om de emner, som de kender fra deres felt, kommer her til sin ret. Bogen kan simpelthen ikke nok trods dens muntre takter.

Havde Hawkins haft en større historie at fortælle og en fortællestil, der ville andet og mere, end den byder på, kunne det måske have set bedre ud. Men desværre: Alt for lidt magi og alt for lidt realisme.