Tip     Print     RSS     Del    

Lene Tanggaard: Fornyelsens kunst

LONE NØRGAARD

Offentliggjort 20.07.10  kl. 03:01 

Kreativitet er et af tidens nøglebegreber. Ny bog giver en indføring i teorier og kreativ praksis i skolen.

Pædagogik

Lene Tanggaard:

FORNYELSENS KUNST

At skabe kreativitet i skolen

176 sider, 249 kr.

Akademisk Forlag

Er udkommet

Så lykkedes det endelig. For en forsker i pædagogik at skrive en bog, hvor (dele af) indholdet rent faktisk kan omsættes til praksis af modtagergruppen alias lærerne.

Forfatteren Lene Tanggaard, (født i 1973), professor i pædagogisk psykologi, har nemlig annammet, hvad det er for en virkelighed, som lærerne står i og med. Hendes indsigter udspringer bl.a. af besøg og interviewundersøgelser på tre forskellige skoler, der på hver deres måde arbejder med kreativitet.

Kreativitet er gået hen og blevet et af tidens nøglebegreber, og noget alle bare går ind for. Men hvad er kreativitet egentlig for en størrelse, og hvordan kan den komme til udfoldelse?

”Fornyelsens kunst” præsenterer en række af de pædagogiske og psykologiske teorier, som ligger til grund for de mange forskellige opfattelser af begrebet. Nogen mener, at kreativitet er enerens talent for at tænke vildt og anderledes.

I denne individualistiske forståelse ses kreativitet som en naturlig evne hos individet, som kulturen så kan blokere for. Heroverfor står Tanggaards kollektive forståelse, hvor mennesker arbejder sammen om at skabe noget nyt.

Hendes definition lyder: Fornyelse, der gør praksis bedre, mere effektiv og bæredygtig. Kreativitet er en del af en fornyelse i hverdagen, hvor den kreative evner at justere og tilpasse sine handlinger til den aktuelle situation.

Kreativitet er forbundet med andre dyder, f.eks. visdom i form af kendskab til traditionen, fornuft i form af overvejelser over det hensigtsmæssige i nye ideer til forandring og endelig også refleksioner over konsekvenserne af enhver nyskabelse.

Den vigtige fordybelse

En hovedpointe i bogen er, at faglig fordybelse er en forudsætning for at forny og udvikle såvel fag som undervisningsrammer. Jeg kan ikke være mere enig.

Tanggaard ser meget optimistisk på kreativitetens muligheder. Folkeskolen lider ikke af mangel på kreativitet og slet ikke de naturfaglige fag.

Og yderligere vand på min mølle: Evnen til at være (læs: undervise) alene kan være udtryk for intellektuel modenhed, således at de fortegnede typer: Egoisten, primadonnaen og den privatpraktiserende lærer, der elsker at undervise alene, faktisk kan være en kilde til kreativitet.

Sidst, men ikke mindst: Når jeg som lærer er motiveret for at lytte til bogens forslag og gode råd, er det fordi forfatteren har forstået den pædagogiske forskers rolle, som er at indgå i dialog og samarbejde med de mennesker, hvis virkelighed forskeren forsøger at sætte ord på. Frem for at afdække fejl og mangler i den undervisning, som mange forskere ikke vil røre med en ildtang.