Tip     Print     RSS     Del    

Gunilla Hermansson: Lyksalighedens øer - møder mellem poesi, religion og erotik i dansk og svensk romantik

Johnny Harboe

Offentliggjort 31.07.10  kl. 03:01 

”Lyksalighedens Øer” er et lærd blik på den danske og svenske romantik.

Gunilla Hermansson:

LYKSALIGHEDENS ØER - MØDER MELLEM POESI, RELIGION OG EROTIK I DANSK OG SVENSK ROMANTIK

396 sider, 305 kr.

Museum Tusculanums Forlag

Er udkommet

Centrum för Danmarksstudier ved Lunds Universitet står bag en serie af litteraturvidenskabelige værker om Danmark fra et svensk perspektiv. Titlerne tæller bl.a. ”Grundtvig - nyckeln till det danska” og ”H.C. Andersens underbara resor i Sverige”.

Svenskerne er altså ikke bare på litterær jagt i Danmark, men undersøger lige så meget ligheder og forskelligheder ved en gensidig spejling af de to landes kultur- og samfundshistorie. Det 22. værk i rækken er litteraturforskeren Gunilla Hermanssons ”Lyksalighedens Øer”. Hermansson trækker fem velvalgte forfattere op af posen - to svenske, tre danske - og diskuterer, hvordan poesi, religion og erotik mødes i disse forfatterskaber.

Paradisets have

”Lyksalighedens Øer” er opdelt i syv afsnit. Først ”Drømmen”, der på pædagogisk vis opsummerer, hvilket litterært grundlag de fem forfatteres værker behandles på. Dernæst følger en behandling af C.J.L. Almquists eventyr ”Guldfogel i Paradis” og ”Murnis”.

Tredje afsnit omhandler P.D.A. Atterboms eventyrdrama ”Lycksalighetens Ö I-II”. Herefter følger B.S. Ingemanns digtcyklus ”Holger Danske”, efterfulgt af J.L. Heibergs spekulative drama ”Fata Morgana” og H.C. Andersens eventyr ”Paradisets Have”. Der afsluttes med det konkluderende afsnit ”Drømmenes parade”. Fælles for disse lyksalighedsøer er, at de alle er fiktive, poetiske rum, som forfatterne bruger som afsæt for penetreringen af den sande himmel.

Den sprælske Ingemann

Naturligvis tildeler hver forfatter sin lyksalighedsø et eget præg. Almquist lader uskyldig erotik være vejen til en paradisø af kristen poesi, mens H.C. Andersens paradishave er et land styret af et næsten erotisk begær efter læsning og kundskab. Mest interessant er måske her B.S. Ingemann, der viser sig som en noget mere sprælsk tænker, end den danske salmebog ellers vidner om.

”Lyksalighedens øer” er berigende, men på ingen måde let læsning. Værket slipper ikke helt ud af universitetsjargonen - på godt og ondt - hvilket gør enkelte passager unødigt tunge.