Tip     Print     RSS     Del    

Dag Solstad: 17. roman

JON HELT HAARDER

Offentliggjort 18.08.10  kl. 03:01 

Dag Solstad er en uforligneligt elegant og underfundig fortæller.

Roman

Dag Solstad:

17. ROMAN

Oversat fra norsk af Camilla Christensen

141 sider, 300 kr.

Rosinante

UDKOMMER I DAG

Det fjernsyn, som vi ser hjemme hos os, er fiktionsfilm - fra tv-kanalerne eller videobiksen. Det er en hyggelig vane, indimellem ikke mere end det. Men så engang imellem vågner man igen. Forleden så vi Woody Allens ”Match Point” og var pludselig i selskab med en filmskaber og nogle skuespillere, hvor strømmen var sat til med det samme. Man genopdager fiktionsfilmen på ny - frydefuldt.

Lidt på samme måde har jeg haft det med Dag Solstads ”17. roman” i Camilla Christensens, så vidt jeg kan se, glimrende oversættelse. Jeg læser jo så meget, næsten altid med en eller anden fornøjelse, men ofte kan det alligevel være ret rutineprægede oplevelser.

Dag Solstad er nok rutineret, men samtidig en uforligneligt elegant og underfundig som fortæller.

Romanfigur fra 1992

Solstad, en monolit årgang 1941 i norsk romankunst, tager med denne 17. roman op fra, hvor den 11. slap. Det skal forstås meget konkret: »Bjørn Hansen er her altså igen. Bjørn Hansen er tilbage. Min romanfigur fra 1992, Bjørn Hansen, er dukket op igen. Den forhenværende kæmner i Kongsberg er vendt tilbage den beretning, som han indiskutabelt er en del af.«

Hvor Woody Allens filmkunst i ”Match Point” bl.a. bestod i, at vi i lange stræk glemte, at det var en film, er man aldrig hos Solstad i tvivl om, at man har med en forfatter og hans romankneb at gøre.

Lavmælt fortvivlelse

Fra titlen over det markerede forfatter-jeg til den indimellem snørklede prosa, hvori denne indadvendte, tidligere socialbedrager igen vender tilbage til sin (altså Solstads) beretning, er læseren konstant opmærksom på den ligesom nøgterne elegance i fortællekunsten - samtidig med at man følger godt med i fortællingens eksistentielle vindinger.

Bjørn Hansen er kommet ud af fængslet efter den straf for socialbedrageri, som han fortjent modtog i ”Elvte roman, bog elleve”. Hans forbrydelse udsprang på en sær måde af en slags eksistentiel fortvivlelse, en fortvivlelse, der ikke har lagt sig, omend den er lavmælt, nu da han som snart gammel tager kontakten til sin søn og dennes familie.

Der sker ikke så meget i løbet af det døgn, som Bjørn Hansen tilbringer hos sønnen Peter i byen Bø, og alligevel sker der noget afgørende. Det kommer til en form for afgørelse og brud, og så står den forhenværende kæmner og venter på bussen en lørdag aften - alene.

Kun han stiger på, kører ud af beretningen igen - mens læseren har lyst at begynde forfra for at nyde og for at finde ud af, hvad det egentlig er, Solstad har for med denne Bjørn Hansen.