Tip     Print     RSS     Del    

Albert Sánchez Pinol: Pandora i Congo

Af  HENRIETTE BACHER LIND

Offentliggjort 24.08.10  kl. 03:01 

I det ene øjeblik trækker ”Pandora i Congo” på den traditionelle koloniroman. I det næste begiver den sig ud på metalitterære spekulationer over forholdet mellem værk og sandhed.

Albert Sánchez Pinol:

PANDORA I CONGO

Oversat af Ane-Grethe Østergaard

446 sider, 300 kr.

Samleren

I 1912 drager to brødre af adeligt ophav, Richard og William Graver, til belgisk Congo for at lede efter guld. Med sig har de mulatten Marcus Garvey til at slæbe al bagagen. På deres vej gennem junglen myrder, hærger og plyndrer de blandt de afrikanske stammer bl.a. med det formål at skaffe slaver til arbejdet i den planlagte guldmine.

Senere samme år dukker Marcus alene op i Leopoldville. Uden at lægge skjul på, at han har de to brødres død på samvittigheden. Ved ankomsten til London bliver han derfor fængslet, anklaget for mordene.

Men hvad skete der egentlig ude i den tætte, grønne jungle, og er Marcus, som har hjembragt to store diamanter, virkelig skyldig?

Det spørgsmål får den unge, naive ghost writer Tommy Thomson til opgave at besvare. Han hyres af Marcus' forsvarer, Norton, hvis egentlige motiv ikke er klientens frifindelse, men håbet om et prestigefyldt ry og en stor økonomisk gevinst.

Fra Jordens inde

”Pandora i Congo” er den catalanske forfatter Albert Sánchez Pinols anden og selvstændige del af en planlagt romantrilogi om det monstrøse.

I ”Kold hud” fra 2008 kom det uhyrlige fra havet. I ”Pandora i Congo” dukker det op af Jordens indre i skikkelse af såkaldte tectoner, en langlemmet, alenhøj art, som kryber gennem de underjordiske gange, som skællede orme med geléøjne.

På min nethinde tegner der sig straks et billede af en starwars-figur, men det er nok ikke så underligt, når vi befinder os i et klassisk science fiction-tema som ”Rejsen til jordens indre”.

Romanen er dog ikke ren science fiction. I det ene øjeblik trækker den på den traditionelle koloniroman med tydelige referencer til Joseph Conrads ”Mørkets hjerte”, i det næste begiver den sig ud på metalitterære spekulationer over forholdet mellem værk og sandhed.

Det giver en hybridform af næsten uforenelige litterære genrer, hvor lag på lag skrælles af en historie, som faktisk slet ikke eksisterer. Eller rettere, som ophæver sig selv, idet den fortælles, samtidig med at den skaber en ny: Marcus fortæller til Tommy, som fortæller romanen, som fortæller forfatteren.

Fiktion og virkelighed flyder sammen i en gensidig befrugtning, som sættes i gang af noget så elementært som blind forelskelse.

En tynd membran

I Marcus' udgave af historien optræder en kvindelig og stærkt erotisk tecton, Amgam (anagram for magma), som Tommy undervejs i skriveprocessen forelsker sig i. Det binder ham til fiktionens verden og gør ham til et nemt offer for Nortons manipulation.

Der sker noget, når grænsen til civilisationen overskrides, og verden bliver grøn og tæt på den afrikanske måde. Brødrene Graver og Marcus bliver barbariske og ubehagelig og demonstrerer således forfatterens kongstanke: At monstrøsitet og menneskelighed er adskilt af en skræmmende tynd membran.

Romanen er ikke overbevisende, og hvorfor læse en pjattet civilisationskritik, som ikke ved, hvilket ben, den skal stå på, når man kan læse Jakob Ejersbo?