Kirsten Ekman: Mordets Praksis

Af HENRIETTE BACHER LIND

Offentliggjort 24.08.10 kl. 03:01

Ideen til den nye roman om lægen Pontus Revinge, der begår et mord, udspringer af Hjalmar Söderbergs dagbogsroman ”Doktor Glas” fra 1905. Kerstin Ekman viser endnu engang sit enorme litterære format.

Kerstin Ekman:

MORDETS PRAKSIS

Oversat af Anne Marie Bjerg

211 sider, 249 kr.

Gyldendal

Med ”Ulveskindstrilogien” demonstrerede Kerstin Ekman for alvor evnen til at sætte de største eksistentielle temaer ind i et fundamentalt medrivende epos, som bjergtog en kæmpe og meget bred læserskare.

”Mordets praksis” er umiddelbart en mere overkommelig sag, men signaturen er den samme: Eksistentiel dybde skrevet ind i et fremragende plot og med en enestående sans for sprogets uendelige muligheder.

Ideen til den nye roman om lægen Pontus Revinge, der begår et mord, udspringer af Hjalmar Söderbergs dagbogsroman, ”Doktor Glas”, fra 1905, som Gyldendal også netop har udgivet.

Muligvis blev Kerstin Ekman inspireret, da hun i 2005 holdt forelæsningen ved dens 100-års jubilæum og beskæftigede sig med hovedpersonen Tyko Glas, der begår et temmelig uortodokst medlidenhedsdrab. Måske blev hun ligefrem provokeret af, at Söderberg engang udtalte, at lægen i hans roman ikke kunne have skrevet dagbogen i virkeligheden.

Rejsen ind i det indre

I al fald tog hun udfordringen op og lod en anden læge skrive en dagbog, i hvilken han afslører ikke blot et mord og to mordforsøg, men også sit eget forkrampede væsen.

Det er en rejse ind i det indre på en mand, som er aldeles uegnet til at færdes blandt andre. Han betragter dem udefra, hovent og hånligt som en udeltagende skygge på væggen. Kun den lille pige Frida med de gyldne fletninger kan betage ham, og for hendes skyld er han villig til at ofre en af sine små cyankaliumpiller på en mand, der truer hendes uskyld.

Han påstår, at han selv har fundet på det, men Kerstin Ekman lader faktisk Pontus møde Hjalmar Söderberg et par gange.

Lægen giver bl.a. forfatteren de oplysninger om cyankaliums virkning, som han senere bruger i ”Doktor Glas,” og denne lille metalitterære finesse mere end antyder, at romanen inspirerer Pontus til mordet på kollegaen, Johannes Skade. Virkeligheden snylter på fiktionen. Og omvendt.

Det brændende spørgsmål

Romanen genlyder af intertekstualitet, og Kerstin Ekman bruger løs af Söderbergs univers. Sentenser, detaljer og stemninger flettes ind i hendes eget, men det opleves ikke som tyveri, snarere som en samtale henover 100 år om det brændende spørgsmål: Hvad bevæger en morder til at begå mord?

Er det som Söderberg formulerer det: ”Et begær efter handling i dette ejendommelige, søvnløse skyggeliv,” sådan som det forholder sig med både Pontus og Tyko?

”Mordets praksis” fortæller historien om et afstumpet menneske og dets overmenneskelige dilemmaer, men samtidig er det også fortællingen om psykologiens spæde begyndelse. Det er således en ironisk pointe i romanen, at Pontus, der benægter eksistensen af det ubevidste, igen og igen indhentes af sine egne fortrængninger og fortalelser.

Kerstin Ekmans kloge og æstetiske dialog med en svensk klassiker viser endnu engang hendes enorme litterære format.