Tip     Print     RSS     Del    

Sara Stridsberg: Darling River

Af  JAKOB LEVINSEN

Offentliggjort 26.08.10  kl. 10:10 

Sara Stridsbergs anden roman efter gennembruddet med “Drømmefakultetet” er nok en ambitiøs fantasi om seksuel overmagt og undertrykkelse. Og den er næsten lige så uomgængelig.

Sara Stridsberg:

Darling River

Oversat fra svensk af Ellen Boen

320 sider, 280 kr.

C&K Forlag

I lørdags kom Politikens bogtillæg til at omtale »vores egen Sara Stridsberg«. Var det blot så vel.

For hvor den danske debat om kvindeundertrykkelse jo altovervejende handler om øremærkede bestyrelsesposter til unge socialdemokrater og seksualforskrækket prostitutionsparanoia - samt forbitrelse over, at mænd som Jørgen Leth bare hellere vil noget andet - der har de altså henne i Sverige en forfatter, der med formidabelt raseri, menneskeligt udsyn og litterært talent kan skrive helt ind til benet af, hvad seksuel overmagt og undertrykkelse vil sige og udspringer af.

Behersk og bekræft

Sara Stridsberg, født i 1972, debuterede, brød igennem og fik for tre år siden Nordisk Råds Litteraturpris for mesterværket “Drømmefakultetet” om den amerikanske forfatter og forbryder Valerie Solanas.

I efterfølgeren “Darling River” fra i år med undertitlen “Doloresvariationer” tager hun afsæt i russisk-amerikaneren Vladimir Nabokovs klassiker “Lolita” fra 1955 om en midaldrende mands fatale forelskelse i en 12-årig pige.

Men selv om der er en del sex i Stridsbergs roman, og det sjældent er behagelig læsning, er det ikke pædofili som sådan, hun behandler i de fem handlingsspor. Det er snarere mænds grundforestilling om på én gang at være autoritet og elsker, at opdrage og beherske kvinder til at bekræfte én selv.

Det kan være pigen Los forsumpede far, der skiftevis lejer hende ud til tilfældige mænd som Lolita-

luder, også efter at hun for længst er blevet voksen og forfalden. Eller den franske videnskabsmand, der passioneret prøver at lære en hunchimpanse at tegne.

Og nok er kvinderne de åbenlyse ofre. Men i vekslende grad skinner det også igennem, i hvor høj grad disse næsten lige så bløde og svage mænds forskruede tankesæt og selvhad udspringer af den opdragelse, som de selv har gennemgået.

Hej Hegel

Fra tid til anden krydsrefereres der mellem de fem spor, så det er heller ikke umuligt, at de i virkeligheden udspiller sig i den samme nedbrudte bevidsthed. Det bliver det ikke mindre grumt af.

Modsat “Drømmefakultetet” er “Darling River” dog heller ikke fri for, at Stridsbergs høje litterære ambitionsniveau ind imellem slår over i bare at være prætentiøst.

Halvakademiske floskler som »Forsvindingens æstetik« (der ironisk nok refererer til en mandlig autoritetsfigur, nemlig filosoffen Hegel) eller slumsentimentale billeder som »Det nedbrændte landskab, der lige så godt kunne være overfladen på en fjern, øde planet« skurrer mod, hvor skærende magtfuldt og skært poetisk hun ellers skriver.

Åndløse landskaber

Som for Valerie Solanas i den foregående bog er der ikke meget, der ligner udveje. Ikke for ingenting bruger flere af personerne det meste af deres tid og liv på at køre formålsløst rundt i åndløse betonlandskaber.

Hvis der overhovedet er håb, ligger det for personerne tilsyneladende alene i at kunne vende vrangen - eller retten? - ud af deres forestillinger og fantasere løs. Samt for alle andre fædre, mødre og elskende i at turde afstå fra at ville opdrage andre i bur og éns eget billede.