Offentliggjort 22.02.12 kl. 10:13
Arvingerne efter forfatteren til den berømte mafia-saga er stødt ind i store problemer.
Arvingerne efter forfatteren Mario Puzo, der skrev de berømte "Godfather"-romaner, er stødt ind i et noget usædvanligt problem.
Romanerne blev for alvor kendt efter filmatiseringen med blandt andre Marlon Brando i hovedrollen.
I forbindelse med filmatiseringerne sikrede Paramount Pictures sig alle rettigheder til de Puzo-værker, som dannede grundlag for de tre film.
Og dem ejer de stadig, men i 2002 tillod filmselskabet, at boet efter Puzo autoriserede en fortsættelse af "The Godfather", som Puzo udgav i 1969.
Fortsættelsen blev skrevet af forfatteren Mark Winegardner og fik titlen "The Godfather Returns". Den udkom i 2004.
Og det var det.
Filmselskabet gjorde dengang udtrykkeligt opmærksom på, at der kun kunne blive tale om denne ene fortsættelse.
Men deri er Puzo's arvinger ikke enige.
De står lige overfor at udgive "The Godfathers Revenge" og har bebudet en tredje udgivelse med titlen "The Family Corleone".
Dialogen mellem arvingerne og Paramount er gået i hårdknude, og nu har selskabet mistet tålmodigheden.
I et sagsanlæg indbragt for en domstol på Manhattan i New York, gør selskabet gældende, at de planlagte udgivelser sker uden selskabets velsignelse og er en krænkelse af dets rettigheder.
Paramount mener, at Puzo-familien groft udnytter den goodwill sagaen om Corleone-familien har fået gennem filmene.
En advokat for Puzo-familien afviser, at Paramount kan kontrollere bogudgivelser og mener, at selskabet burde skamme sig over deres angreb på Puzo-arvingernes rettigheder.
Endelig undrer advokaten sig over, at Paramount først nu reagerer med et sagsanlæg, idet selskabet løbende er blevet orienteret om bogudgivelserne.
Annonce:
Annonce: