Tip     Print     RSS     Del    

Christian Yde Frostholm: AFREVNE ORD

Af ERIK SVENDSEN

Offentliggjort 07.10.04  kl. 20:31 

Christian Yde Frostholm: AFREVNE ORD96 sider, 199 kr. Borgen

Afrevne kroppe kender vi til i katastrofesituationer. Afrevne ord - det lyder heller ikke rart, selv om ord ikke er blødende kroppe. Til gengæld kan vi noget med ordene og det verbale, som kroppen ikke mestrer.

Helt faldet fra hinanden er ordene dog ikke i Christian Yde Frostholms bog. Man kan læse den som en digtsamling eller en samling korte prosastykker, iblandet citater fra et hverdagsdrama. Hver side har to forløb, et foroven og et forneden. Af og til er der forbindelser på kryds og tværs, af og til dukker formuleringer eller scener op igen. Som om disse afrevne ord og ytringer insisterer på at hænge sammen. Som om denne række af ord-fotografier rækker ud mod hinanden.

Formuleringerne gør gerne opmærksom på deres eksistens: nogle linjer er skrevet med versaler, nogle med store typer, nogle er udenlandske citater. Flere ytringer er spørgsmål ud i det blå, og det vil sige lige i synet på læseren. Nogle udsagn dementerer sig selv: »T-shirts som ikke findes.«

Det iagttagende jeg - for sådan ét er der af og til - ser sig omkring og gengiver ordknapt, hvad omverdenen byder på:

»De taler sammen på et sprog, jeg kender, men jeg forstår kun få brokker. Det er manden, der siger det meste, og det er kvinden, der er lettest at forstå. En samtale, der kun består af enkeltord og talemåder, stemmelejer, gaben og latter. Præcis, hvad jeg længtes efter.«

Det er bogens horisont: blikket er registrerende, og vi kommer ikke tæt på mennesker eller får mulighed for at vurdere disse løse udsagn og iagttagelser.

Fotografisk sanselighed

Christian Yde Frostholm udmærker sig ved at skrælle alle ydre sammenhænge fra, apropos bogens titel. Konteksten er væk, helt og aldeles. Tilbage står en fotografisk sanselighed. Afskrifter fra det, der kunne ligne det virkelige liv.

I den kan man finde små perler som: »Ugifte kvinder lever længere end gifte. Det, synes jeg, er fedt at vide.« Eller: »Jeg kan ikke se min far i øjnene, hvis jeg ikke har brugt tandtråd.« Ser man det.

Er Christian Yde Frostholm så god til at opleve, bruge sine ører og øjne? Han har begået en dokumentarfilm, der kan skifte kurs og præsentere sære syner, en ord-film som med fuldt overlæg ikke kalder på læserens indlevelse. Vi skal bare se, ikke tolke, ikke vide for meget om disse eksistenser og deres løsrevne sprog.

På den tilhørende netadresse kan man selv se, hvordan digteren supplerer de afrevne ord med glimt fra storbyen. I den virtuelle ramme bliver bogen mere spændende. Som sorte bogstaver på hvid baggrund er den et interessant essay, et essay i betydningen: et forsøg.

kultur@jp.dk