Tip     Print     RSS     Del    

Spacemermaid (Charlotte Heje Haase): 1001 TÅRS TØSETANKER

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 14.05.07  kl. 21:09 

Den første danske blogroman bekræfter alle fordomme.

Spacemermaid (Charlotte Heje Haase): 1001 TÅRS TØSETANKER
208 s., hft., Kr. 199.
Politikens Forlag

Det kan jo godt lugte lidt af overkill. At udgive en blog i bogform. Men "Spacemermaid" har blogget siden 2004, og nu er det, der må formodes at være crème de la crème af de årelange afrapporteringer om stort og især småt, udgivet som bog med den utroligt lidt mundrette, men meget sigende titel "1001 tårs tøsetanker" især venindesnak, drukture og mænd præger billedet. Hovedattraktionen er øjensynlig, at vi har at gøre med "en virkelig historie," og at de 200 sider er, suk, "hudløst ærlige".

Hvis man skal udgive en blog på papir, skal teksterne have en vis langtidsholdbarhed. De skal være tankevækkende eller virkelig, virkelig sjove. Det er Spacemermaids tekster ikke. Det er ikke rigtig tankevækkende, når hun funderer over, hvad soundtracket til hendes liv er, eller oplister krav til sin drømmemand (»Han skal være impulsiv og overraske mig«). Eller når hun tænker tilbage på sin gamle kæreste (»Bare jeg kunne skrue mit hjerte sammen, så det ikke krævede at blive trådt på for at banke«).

Det er heller ikke rigtig sjovt, når hun før en julefrokost sværger, at hun ikke vil drikke, og det så alligevel går helt galt. Det havde vi regnet ud, vi har nemlig læst det før, i andre og skarpere chick lit-bøger. Men der var nogle gange undervejs, hvor jeg fniste, og jeg vil ikke skrive, at det er selvoptaget og kedeligt med denne ordinære lirumlarum, for det er kun sure, gamle anmeldere, der skriver sådan.

Jeg vælger i stedet at blive glædeligt overrasket, selv om det også kommer noget bag på mig, når Spacemermaid pludselig skriver: »Jeg, som er så påvirket af London-bomberne;« dem har man nemlig ikke hørt et ord om før, men det giver anledning til at håbe, at der i den redaktionelle proces, eller i bloggen som sådan, er vinklet knivskarpt på det med tøser, sprut og mænd, og at Spacemermaids liv rummer mere, end vi hører om.

To ting fanger

To ting fangede imidlertid min opmærksomhed i bogen: 1) Spacemermaids anstrengte forhold til mad. Hun har en spisevægring med i bagagen og tydeligvis stadig et problem, og det ville jeg faktisk gerne have hørt ordentligt om, og 2) forholdet til en elsker, som er kok. Om det er et tilfældigt sammenfald, fremgår ikke, men ud over at blive lidt misundelig over al den fantastiske sex, de to har, kunne jeg ikke løsrive mig fra tanken om, at det var Claus Meyer, der var kokken, og det gav ligesom læsningen et pift.

Spacemermaids blog er tilsyneladende populær. Så måske skulle hun bare have koncentreret kræfterne der. Man skal også huske på, at der går nogle træer til, hver gang man trykker et bogoplag. kultur@jp.dk