Mikkeline W. Gudmand-Høyer: GAJOLMANIFESTET

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 23.05.07 kl. 10:03

”Gajolmanifestet” slår fast, at spændende virkelighed ikke nødvendigvis bliver til spændende litteratur.

Mikkeline W. Gudmand-Høyer:

GAJOLMANIFESTET

159 sider. 198 kr.

Det Andersenske Forlag

Er udkommet

I pressemeddelelsen om Mikkeline W. Gudmand-Høyers debutroman ”Gajolmanifestet” hedder det blandt andet, at bogen: 1) er delvist selvbiografisk og fortæller hudløst ærligt om at være ung. 2) tilfører den både tiltrængte og betrængte dannelsesroman friskt og ungt blod.

Det er meget at love. Og måske også i overkanten af, hvad ”Gajolmanifestet” kan holde.

Nadja lever en omflakkende tilværelse, først som samspilsramt og tvangsforflyttet københavnerbarn i jysk provins i begyndelsen af 1980'erne, senere som musikalsk-kreativ-kaotisk ung tumling tilbage i byen og rundt i resten af verden med rockmusik og tegnetalent i bagagen, før vi til sidst ender i København i 2005. Turen går blandt andet til Spanien, London og Indien, men også forbi både Kunstakademiet og den lukkede afdeling på Rigshospitalet. Formen er udpræget anekdotisk med korte historier af et par siders længde, ekspederet i et ekstremt energisk og spraglet sprog.

En delvist selvbiografisk roman er en forræderisk størrelse. Ud over læserens pauseløse spekulationer over, hvad der er sket, og hvad der ikke er sket, er virkeligheden som materiale jo lumsk, måske især for forfatteren selv. For det var jo så spændende at være der selv! Så mon ikke der kan komme en god bog ud af at fortælle det hele, hudløst ærligt? Hvis Gudmand-Høyer havde skullet skrive et helt fiktiv roman, vil jeg vædde på, at den aldrig var kommet til at se ud som ”Gajolmanifestet”. Så havde hun formentlig arbejdet meget mere med bogens struktur. Det samme stykke arbejde skulle have været gjort her. Nu sidder man som læser med en samling anekdoter, hvis betydning fortaber sig i tågen. Det gælder for eksempel det gajolmanifest, som har lagt navn til bogen: »Den første betingelse for at få succes er at beslutte sig til det,« står der på en æske gajoler, som Nadja en dag sidder med i hånden, og det skal jo nok være rigtigt, og man må formode, at Nadja i et eller andet omfang forsøger at leve efter det princip - det har jo da lagt titel til bogen - men hvordan det sker, fremgår overhovedet ikke.

Ubeskriveligt sprog
Her er det svært at komme uden om, at forlæggeren har udpeget bogen til at forny dannelsesromanen. At den skulle være trængt, kommer noget bag på mig. Og at denne bog skulle tilføre genren nyt blod, er jeg utilbøjelig til at give forlæggeren ret i. Hverken jeg eller Nadja kommer mærkbart klogere ud af bogen.

Så er der sproget. Det er nærmest ubeskriveligt; på en gang ringe og medrivende. Jeg bliver mere og mere irritabel undervejs: Det hedder ikke ”Wonderbaum”. Det hedder ”Wunderbaum”. Det hedder ikke at få lagt tarokkort. Det hedder tarot. Tarok var en hest.

Men jeg er imponeret over den frenetiske sproglige power. Der er rock i sproget, og ordstrømmen er på samme tid sjusket og højenergisk. Så pyt med, at det nogle gange skrider lidt i sømmene - hvem gider bekymre sig om detaljer? Jeg kan ikke abstrahere fra det, men det er der måske andre, der kan:

»Når jeg har pms, bliver min mobil til en uzi, og jeg skyder alt og alle ned med sms. Specielt gamle ekskærester, de skal ha' nakkeskud for at have fjollet rundt med ens dyrebare hjerte.«

”Gajolmanifestet” er ikke nogen vellykket roman. Men når Gudmand-Høyer sms'er, tror jeg gerne, at det gælder om om at dukke sig.

kultur@jp.dk