Sven Burmester: FRED OG FARE

Af DAVID GRESS

Offentliggjort 28.05.07 kl. 20:23

Sven Burmester har begået en af de bedste bøger om globalisering. Den er ikke fejlfri, men er båret af en solid viden og klarhed.

Sven Burmester: FRED OG FARE
Islam, Østasien og Vesten set af en dansk kosmpolit
256 sider, 269 kr. (vejl.)
Gyldendal

Vil man læse en original dansksproget fremstilling af forudsætningerne for og de store linier i dagens og de kommende års globale storpolitiske landskab, er Sven Burmesters nye bog det bedste bud, denne anmelder længe har set.

Forfatteren har ikke ret i alt, han skriver, men i det meste. Han er ikke blot værd at læse, han er nødvendig at læse, også når han tager fejl. Det er fordi han i denne bog på de fleste områder er saglig, tydelig og afslappet. Man fornemmer, at han ville lytte interesseret til ens indvendinger, underbygge sine synspunkter køligt og nøgternt og lade sin gæst gå mentalt stimuleret hjem.

Tre ting er særligt tiltrækkende, jeg vil endda sige charmerende, ved Burmesters stil. Den ene er hans viden. Han er uddannet kemiker og økonom, men det modsatte af fagidiot på begge felter. Han har tilegnet sig dyb og indforstået viden om islams, Kinas og Amerikas historie og kultur og omfatter alle tre med en let distanceret sympati, der gør ham i stand til at forklare, hvorfor folk og samfund i de respektive kulturer er, som de er.

Blændende formidling
Den anden er hans formidlingsevne, som er blændende og på niveau med nogle af de bedste britiske og amerikanske skribenters. Ved enkle eksempler og ræsonnementer, som han udvikler i korte, kontante og meningsfyldte sætninger, er han i stand til at anskueliggøre og forklare indviklede sammenhænge, som hos mange samfundsforskere drukner i uforståelig jargon, fordi de er bange for at udtrykke og begrunde klare meninger. Det gælder mildest talt ikke Burmester.

»Amerikanere er nemlig mere høflige end vi andre og indretter sig efter andres vaner,« kan han eksempelvis skrive. I den sætning og ikke mindst det lille »nemlig« skjuler sig store og vigtige indsigter, som er væsentlige for forståelsen af den verden, vi lever i.

Det tredje tiltalende træk hos Burmester er hans uhøjtidelige selvtillid. Han ved, at han ved meget og er - ikke mindst fordi han har boet en del i USA - fløjtende ligeglad med jantelovens bud om at gøre sig dummere, end man er, især hvis man ikke er dum.

Burmester følger Jesu befaling om ikke at stille sit lys under en skæppe. For ham - Burmester altså, ikke Jesus - forpligter intelligens og viden til at bruge denne viden, hvad Burmester har gjort i en lang karriere i Verdensbanken og nu altså på at forklare den politiske verden for sine landsmænd.

Tre civilisationer
Som titlen antyder, er bogens analytiske udgangspunkt, at storpolitikkens drivkræfter i dag og i morgen er forholdene mellem den islamiske verden, Kina og Vesten, altså USA og Europa. For at forstå disse forhold må vi forstå de tre civilisationers særpræg, »hvor de får deres værdier fra, og hvorfor de handler, som de gør.«

Det kan vi kun, hvis vi forstår deres historie og kultur. Det er indlysende rigtigt, men alt for mange analytikere overser eller kender ikke historien og er tilbøjelige til at affærdige den som irrelevant. Burmesters bog er stærk medicin mod denne tåbelige og overfladiske illusion.

Bogens grundtese er, at »vi går mod en mere ensartet verden, men den vil stadig have sine forskelligheder - og dermed også sine farer. Islam vil forblive islam, så længe Koranens ord tages som guddommelig, uforanderlig lov. Østasien vil virke fremmedartet, så længe de kinesiske skrifttegn bruges som kommunikationsmiddel. Globaliseringen vil gøre sit til, at begge forandres.«

Den vægtigste del af bogen er afsnittet om islam, som Burmester kender intimt, da han har arbejdet mange år i Cairo. Hans beskrivelse er både medfølende og skånselsløs. Islam »inspirerer til ligegyldighed over for den omliggende verden,« og det er uforeneligt med opfindsomhed, iværksætteri, teknologisk fremskridt og - må man sige - demokrati. »Den islamiske sjælefred er på en eller anden måde uforenelig med effektivitet og økonomisk fremgang.« Samtidig misunder Burmester muslimerne deres hvilen i troen og forarges over kristne, der vil omvende muslimer, når nu man ved, at islam straffer frafald med døden.

Blinde punkter
Burmester har to blinde punkter. Det ene er hans tro på, at overbefolkning stadig er et problem for udvikling og demokrati, og den anden er hans tro på, at verden styrer mod stadig værre knaphed på ressourcer. »Vor lille blå planet kan,« siger han, »kun underholde et begrænset antal levende væsener.« Det er ren 70'er-ideologi og uden grundlag i virkeligheden, som er, at den værste fattigdom er ved at forsvinde, og at teknologi kan gøre det muligt at brødføde mange gange verdens nuværende befolkning, hvis den får lov at trives, og det kræver, som Burmester ved, frihed og demokrati.

En uvenlig kritiker ville også hæfte sig ved Burmesters tiltro til FN og til den institution, han selv arbejdede for, nemlig Verdensbanken. Han forlanger mere ulandsbistand, hvorimod sandheden er, at det er frihed og retsorden, der betinger udvikling, og at lande med de ting i orden ikke behøver bistand, men handel, mens lande uden de ting i orden spilder den bistand, de får.

Men det er skønhedsfejl. Læs bogen, hvis De vil forstå verden.

david.gress@jp.dk