Kiran Desai: Det tabte land

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 14.06.07 kl. 20:14

Klog og topunderholdende roman, der er meget sjovere, end titlen lader ane.

Kiran Desai:

Det tabte land

(The Inheritance of Loss)

Oversat til dansk af Thomas Harder

432 sider, 279 kr.

Aschehoug

ROMAN »I Kalimpong frembragte blommetræet uden for klinikken, som blev vandet med råddent blod fra det patologiske laboratorium, så mange blomster, at nygifte lod sig fotografere på en bænk under dets grene.«

Det kan godt være, at man af og til bliver lidt træt af al den tåge og dis, som i tide og utide kaster sig over persongalleriet i ”Det tabte land”, og i det hele taget al den natur, der på det nærmeste opsluger den lille indiske by Kalimpong for foden af Himalaya, men man tager det gerne med, når det lige så frodige og meget vildtvoksende sprog også kan få bjerget Kanchenjunga til at gløde »med et sidste skamløst, pornografisk lyserødt skær« - whau! Det er da en naturbeskrivelse, der vil noget!

I det hele taget er sidste års Man Booker-prisvinder, ”Det tabte land” af Kiran Desai, meget sjovere, end titlen antyder. Den historiske baggrund er ellers alvorlig nok - nepaleserne i området kræver selvstændighed, og det foregår med temmelig voldelige virkemidler. Oprøret hensætter hele området i undtagelsestilstand og berører på forskellig, afgørende måde vores hovedpersoner - et lille, ufrivilligt trekløver bestående af den kyniske, pensionerede dommer, hans barnebarn Sai og kokken, som har tjent familien i en menneskealder.

Grundige afstikkere
De tre er romanens centrale figurer, men vi kommer på grundige afstikkere til blandt andet dommerens fortid, til Sais huslærer og første kærlighed, og især til kokkens søn, som træller som illegal indvandrer i New York med den evige drøm om en permanent arbejdstilladelse. Klasseskel, generationsskel og raceskel bliver stadig tydeligere, og konsekvenserne af udbytning, kolonialisme, frustrationer og dumhed bliver stadig mere ulideligt klare.

Den 16-årige Sai er med sin gryende romance mest direkte berørt af den politiske tumult, for huslæreren er nepaleser og sympatiserer med oprørerne, og så er han meget fattigere end Sai, og det hele skaber selvfølgelig splid mellem det ellers fuldstændig i hinanden forlibte par.

Sais morfar, dommeren, slås først og fremmest med sin fortid - de unges sværmeri minder ham mod hans vilje om hans eget forliste ægteskab. At han er utilbøjelig til at dyrke fortiden, forstår man godt, den er ikke noget kønt syn. Endelig har vi den fattige kok og alle hans forhåbninger for sønnen i New York, som efter eget udsagn klarer sig rigtig godt, men som langsomt må give slip på de forkromede drømme om at vende hjem som den personificerede amerikanske drøm.

Hurra for en slutning
Romanen strutter af sprogligt overskud. Det er, som om al den indiske saft, kraft og pangfarveskala bliver hældt ud over siderne, og så er beskrivelser og dialog piftet op med en hel masse indisk wallawalla-snak, som i hvert fald for mig er komplet uforståelig, men meget livlig og festlig. Man kan overveje, om den sproglige sprælskhed og åbenlyse fornøjelse ved at fortælle gode historier bare er noget, man har med i rygsækken som indisk eksilforfatter, for i den henseende virker Desai nært beslægtet med både Arundhati Roy og Salman Rushdie.

Og Desai har mere end røverhistorier og sproglig pep at byde på; hun har også en masse klogt at sige om menneskelivet og menneskelige forhold - det er ikke alt sammen lige opløftende, af og til ville det endda være ret deprimerende, hvis det ikke samtidig også var så sjovt, men så meget desto mere interessant.

Det er en balancegang at flette større samfundsmæssige begivenheder lydefrit sammen med close-up-portrætter, og det er bogens eneste svaghed; når vi nærmer os kulminationen på oprøret, bliver det hele lidt jappende - vi skal have selve opstanden og dens følger ekspederet. Det går ud over Sai, dommeren og kokken, og vi keder os lidt, mens vi haster igennem den politiske blæst. Men heldigvis kommer vi tilbage på sporet, før det hele smuldrer i historieskrivning.

Og så vil jeg gerne råbe hurra for slutningen! Vi bliver forskånet for en happy end og efterladt med en dejligt masse løse ender, hvor vi måske nok kan ane muligheder, farer og håb, men ikke være sikre på særlig meget. Hurra!

kultur@jp.dk