Tip     Print     RSS     Del    

Sharon Owens: Tehuset på Mulberry Street

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 19.06.07  kl. 03:00 

Velskrevet, munter og ufarlig kollektivroman om kærlighedens veje og vildveje.

Sharon Owens: Tehuset på Mulberry Street
358 sider, hft. 99 kr.
Schultz Forlag
Er udkommet

Nogle romanfigurer er bare uheldige. Det gælder for eksempel alle dem, som forfatterne har udset sig til at være ejendomsmæglere. De kan roligt pakke alle romantiske ambitioner langt væk - de kan være sikre på at blive skrevet ud af historien, før helt og heltinde endelig finder sammen.

Derfor er man heller aldrig rigtig urolig for, om Penny, hovedpersonen i ”Tehuset på Mulberry Street”, for alvor skal have noget klinket med Richard Allen, ejendomsmægleren, som hun i desparation indleder en affære med. At hendes skrantende ægteskab med Daniel Stanley muligvis står til at redde, virker derimod sandsynligt; Daniel er nemlig kok. En mandlig kok i en nogenlunde forudsigelig roman er tiltalende, sanselig og omsorgsfuld, og selv om Daniel har en noget blakket baggrund, giver hans evner i et køkken og hans lange ægteskab med Penny (17 år) ham gode odds.

De to driver et nedslidt tehus, som både er tilflugtssted for en håndfuld mennesker og rammen om en velskrevet, munter og ufarlig kollektivroman om kærlighedens veje og vildveje.

Solid underholdning
Vi begynder og ender hos Penny og Daniel, men følger også småskøre Brenda Brown, kunstmaler og håbløst forelsket i Nicolas Cage, stakkels Sadie Smith, gift med, men også bedraget og ydmyget af, udestuesælgeren Arnold (både profession og fornavn gør det klokkeklart, at her er tale om en figur i kategorien Ekstremt Usympatiske Romankarakterer), storsnudede Alice og Beatrice Crawley, tvillinger med en lektion i livskundskab til gode, og indretningsmagasinredaktør Clare Fitzgerald, der stadig sukker efter den drøm af en mand, hun for 20 år siden tilbragte, siger og skriver, én nat sammen med.

Den efne irske debutant Sharon Owens har ikke andet end solid underholdning på programmet og foregiver det heller ikke. Hendes figurer er ikke helt troværdige; den hast hvormed de kommer sig over kulde, arrogance, svigt og utroskab, gør dem lidt todimensionelle - til gengæld er de ret gode til at lave rav i den.

Og bortset fra, at det bliver noget klodset, når forfatteren til sidst skal have feel good-kabalen til at gå op - det sker ved at udstyre flere figurer med et fuldstændig utroværdigt og umotiveret klarsyn - er man i godt og underholdende selskab på Mulberry Street. Og så er der et bind mere på vej til de hyggetrængende.

kultur@jp.dk