Katrine Buchhave Andersen: EVA - et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 27.06.07 kl. 20:07

En debut, der med vilje kører i tomgang. Er det godt?

Katrine Buchhave Andersen:

EVA - et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx

Anblik

232 sider, 199 kr.

Er udkommet

Det er lørdag, og Eva er lige flyttet ind i sin nye lejlighed, hvor hun sidder og ser fjernsyn. Slut. Nå nej, hun går også ind og hilser på sin nabo, går en lille tur i parken og kigger indenfor til en enkelt øl hos sin underbo, som holder fest. Men så er bogen også slut.

Den lille debutroman med den uhandy titel udspiller sig altså nærmest i realtid og består (udover de nævnte små intermezzoer, som Eva har med omverdenen) af to hovedingredienser: dels afskrifter af de fjernsynsprogrammer, som Eva zapper rundt mellem, og dels Evas egne stream-of-consciuosness-agtige overvejelser om dette og hint, ofte udløst af tv-zapperiet.

Og vi kommer vidt omkring. Reality-tv, intelligent design, make-overprogrammer, avantgardeteater, bevidsthed-objektivitet-subjektivitet - og så lidt a la carte fra Evas eget univers med kæresten og familien.

Så bliv dog voksen
Som læser står man model til Evas ene alenlange ad hoc-udredning efter den anden, hvilket ikke er særlig sjovt, og sikkert heller ikke meningen, at det skal være det. Faktisk er det lidt anstrengende og kedeligt, for Eva er altså ikke begavet med en intelligens ud over det middelmådige - før muligvis til allersidst:

Efter et mislykket besøg hos underboen, hvor Eva har forsøgt at fremlægge en af sine anstrengende teorier, rammes hun af klarsyn, og pludselig er det øjensynlig tydeligt for hende, hvordan hun har strikket sig ind i sin egen verden:

»Fordi Eva er en umoden antihelt, der ikke er kommet videre end til sit eget egoistiske forældreoprør, som hun selvretfærdigt tillader sig at forme til en universel teori for derefter at tørre den af på tilfærdige mennesker, der tydeligvist har arbejdet mere med sig selv, end hun selv har. Så bliv dog voksen.«

Det er altså en rigtig snakkebog, og jeg gætter på, at forfatteren føler sig beslægtet med oversniksnakkeren Lars Frost. I hvert fald har hun indflettet en reference til ham - og lur mig, om hun ikke også mener sig i gæld til Kirsten Hammanns ”Fra Smørhullet”; samme køren i tomgang og handlingslammelse.

Men hvor Hammanns plapren var medrivende, fordi man som læser i den grad følte sig taget med bukserne nede, lykkes det ikke på samme måde Buchhave Andersen at holde interessen fanget, og det er måske også en unfair sammenligning. Lad da lige kvinden komme i gang med at skrive, før hun skal vejes op imod sådan en sværvægter, men Evas liv er alt i alt temmelig antikodak, som det på et tidspunkt i bogen hedder om noget, der er rigtig kedeligt, og hendes ungdommelige jappen derudaf er mere trættende end ansporende.

Men Buchhave Andersen kan skrive; hun kan imitiere den ungdommelige hverdagseksistentielle kværnen, og hun kan transkribere tidens toneklang - det er sjovt at se sproget fra sportsreportager og reality-tv som litterær tekst; i sig selv fungerer disse elementer godt. Så lad os håbe, at Buchhave Andersen fyrer lidt mere op under sin næste hovedperson. Så kan det sikkert blive rigtig underholdende.

kultur@jp.dk