Steinunn Sigurdadóttir: SOLSKINSHEST

Af JULIE TOP-NØRGAARD

Offentliggjort 29.06.07 kl. 21:12

”Solskinshest” er en dyster lille perle.

Steinunn Sigurdadóttir:

SOLSKINSHEST

(Sólskinshestur)

På dansk ved Mette Fanø

144 s., hft. Kr. 179

Gyldendal

Er udkommet

De, der rejser, har en grund til at rejse. Og de, der vender hjem, har en grund til at vende hjem. Hovedpersonen Lilla i den lille roman ”Solskinshest” kommer tilbage til Reykjavik efter ni år i København. Hun vender tilbage til barndomshjemmet, som hun begynder at restaurere fra ende til anden; kom ikke og sig, at hun ikke tør se fortiden i øjnene.

Bid for bid oprulles herefter opvæksten i den mærkelige, fugtskadede villa med de otte værelser i Sjafnargata: Sammen med broderen, Mummi, vokser Lilla op hos Haraldur og Ragnhildur, som strengt taget er børnenes forældre, men som stort set aldrig opfører sig som sådan. Det har øjensynlig aldrig være Ragnhildur og Haraldurs drøm at blive forældre, ergo bliver de det ikke rigtig for alvor.

Der er dømt omsorgssvigt på den ubetænksomme, men stadig lige skadelige, måde: Ikke meget taler til Ragnhildurs forsvar, »dette ligeglade menneske«, en distræt, frustreret, synsk læge, som har andre børn end sine egne at kere sig om. Haraldur har sine enkelte, lyse øjeblikke, men det er ikke rigtig noget, der batter, når man er barn og godt kunne bruge en far og mor på fuld tid. Og som om det ikke kan gøre det, så rejser børnenes elskede og omsorgsfulde au pair-pige og efterlader sig et tomrum, som selvsagt ingen bekymrer sig om at udfylde.

Men selv om tilværelsen i det sære, mugne hus er ret kummerlig for Lilla, er der lyspunkter. Først og fremmest ungdomskæresten, den store kærlighed, den første og måske eneste, der virkelig forstår hende. Og dernæst Nella, den ædru alkoholiker, som Lilla besøger - Nella, som holder fest for Lilla og serverer kakao og kage, som om det var hendes fødselsdag.

Desværre viser ingen af de to sig at være varige forbindelser, og da Lilla får muligheden for at komme væk i form af et ukompliceret og uinteressant ægteskab, forlader hun hjembyen og flytter til København. Men ingen flugt varer evigt, og til sidst vender hun tilbage. Måske endda til ungdomskæresten, og det store spørgsmål er selvfølgelig, om man tør håbe på en genforening.

Lillas historie bliver fortalt med en kringlet indforståethed, som fra første linje trækker læseren langt ind i en verden, man ikke forstår eller kan overskue, men får lyst til at høre mere om, og universet, som hun befinder sig i - børnenes skyggeland, der er meget mere dæmonisk og gådefuldt, end de voksne gør sig begreb om - leder tanken hen på Lars Saabye Christensen og "Halvbroderen". Her er samme velsignede gru, en forjættende blanding af galgenhumor og poesi.

Bogen er så velskrevet, at det er til at tude over; tonen er på samme tid benhård og forfinet. Så pyt med, at kvaliteten daler en anelse på falderebet med nogle lidt underligt flagrende, korte afsnit og et par umotiverede skift i fortæller. Det skæmmer ikke indtrykket. Dertil er sproget for godt og fortællingen for medrivende.

kultur@jp.dk