Tip     Print     RSS     Del    

Kærlighed på film

Offentliggjort 24.08.07  kl. 03:00 

Ole Bornedals ”Kærlighed på film” er på én gang en selvironisk generationsfilm om mænd i midtvejskrise, en effektiv – og blodig – gyser og en tvetydig hyldest til filmkunsten selv.

KÆRLIGHED PÅ FILM

Danmark 2007

Instruktion: Ole Bornedal

1 time 40 minutter

Tirsdag i sidste uge var der et efter sigende velbesøgt debatmøde i Grand Biografen i København. Her diskuterede en masse bekymrede mennesker, at der angiveligt er krise i dansk film.

Det skulle være noget med, at Lars von Trier for tiden er endnu mere deprimeret end sædvanlig, dogmebølgen er drevet over, og nogle film har solgt færre billetter end forventet. Der er også lavet om på nogle støtteordninger.

Man spekulerer på, om forfægterne af den aktuelle kriseteori overhovedet selv går i biografen? Året 2007 har da i hvert fald allerede – ikke mindst sammenlignet med tidligere, langt magrere år – budt på nok af såvel fornuftige publikumssucceser som kunstnerisk ambitiøse film og løfterige instruktørdebuter.

I enkelte lykkelige tilfælde som Peter Schønau Fogs ”Kunsten at græde i kor” endda det hele på samme tid. Moralen kunne nok så meget være – hvis man altså tør tænke så alternativt og fremadrettet – at dansk film vitterlig kan klare og forny sig også uden von Trier og hans koncepttænkning til at sætte dagsordenen og selv med trækplastret Susanne Bier udlånt til Hollywood.

Hjem til Danmark

Oven i det hele vender dansk films to store fortabte sønner hjem i disse dage. Den 14. september har Thomas Vinterberg premiere på ”En mand vender hjem” – hedder den såmænd – hans første danske film siden gennembruddet med ”Festen” for ni år siden.

For slet ikke at tale om Ole Bornedal, der med ”Nattevagten” tilbage i 1994 kickstartede den nye danske filmbølge. Efter et par halvbagte udenlandske projekter, en masse teater og et par fine tv-ting – har Danmarks Radio aldrig tænkt sig at udsende ”Charlot og Charlotte” på dvd? – kom endelig ungdomsfilmen ”Vikaren” i forsommeren, og den bliver allerede i dag efterfulgt af ”Kærlighed på film”, og næste år kommer forventeligt ”Fri os fra det onde”.

Krise i Ørestaden

Bornedal har ved flere lejligheder langet bistert ud efter de senere års trængsel af danske film og tv-serier med fokus på velaflagte yngre københavneres kvaler med følelserne. Ud fra en meget overfladisk betragtning kan det derfor virke ironisk, ja ligefrem som et kunstnerisk knæfald, at ”Kærlighed på film” tilsyneladende handler om nøjagtigt det samme, med alle de sædvanlige yngre skuespillere i nøjagtig de typer roller, som de plejer at spille.

Det gør den da heller ikke. Uanset at Anders W. Berthelsen som den flinke politifotograf Jonas er gift med den selvretfærdige Charlotte Fich, der mest bekymrer sig om phtalater i småbørnenes drikkedunke, bor i en trendy luksuslejlighed i Ørestaden, er kollega med den forsorne Dejan Cukic og kommer på tværs af den gustne småforbryder Nikolaj Lie Kaas.

Eller rettere sagt: Hvad Bornedal gør, er at tage det kliché-, hvis ikke floskelprægede udgangspunkt fra en del nyere danske film. Og så køre det helt ud på kanten. Få et blodigt, følelsesspækket melodrama ud af det, som havde Quentin Tarantino eller Coen-brødrene instrueret ”Nikolaj og Julie”. Og vise, hvor meget dybde og lidenskab, der kan hentes også hos netop disse ærkedanske skuespillere, man ellers troede at kende til noget nær bevidstløshed, sågar inklusive et dansk-svensk svigerforældrepar (Bent Mejding og Ewa Fröhling), der synes klippet direkte ud af ”Krøniken”.

Demonstrativt lader Bornedal filmens ægteskabelige krise kulminere så prosaisk et sted som Bilka på Amager. Det er ikke spor mindre tårepersende, end hvis det havde været i ishavet omkring Titanic.

Bedrag til alle sider

Filmen er, hvad titlen siger. Et bud på, hvordan man også kan – eller bør – fremstille kærlighed på film som den helt store, fatale passion, og intet mindre hvis det skal være rigtigt.

Selve handlingen gælder først og fremmest pæne borgerlige mænds længsel mod frihed og fare, katastrofer og død, en slags fortsættelse i stort format af såvel ”Nattevagten” som tv-miniserien ”Dybt vand”. En længsel, som på én gang er forståelig og ødelæggende for både mændene selv og deres omgivelser.

Jonas er involveret i en bilulykke, hvor den anden bil føres af rigmandsdatteren Julia (Rebecka Hemse fra tv-serien ”Beck”). Hun bliver delvis blind og får hukommelsestab, alt imens Jonas forelsker sig i hende på stedet.

Såvel hun som hendes familie tror, at han er hendes mystiske kæreste Sebastian, som hun kun lige havde mødt ude i Fjernøsten. Og samtidig med at Jonas i sin altfortærende betagelse roder sig mere og mere ind i løgn og bedrag til alle sider, viser den psykopatiske Sebastian sig at have været involveret i yderst tvivlsomme ting og sågar at have fået den kinesiske mafia på nakken.

Hilsner til andres værker

At filmens spændingslag overfladisk set kan virke lige så klichéfyldt som kærlighedshistorien, bør man heller ikke lade sig snyde af. Hvem den mystiske mand med forbundet ansigt er, kommer ikke som den store overraskelse, heller ikke hvad der henimod slutningen ligger i en bestemt bils bagagerum, eller hvad et bræt med et meget langt søm i mon nok ender med at blive brugt til.

Snarere drejer det sig i samtlige tilfælde om, at Bornedal – der også er stærkt hjulpet af Dan Laustsens svimlende flotte fotografering og Joachim Holbeks alsidige musik – også i denne forbindelse tager nogle filmkonventioner og spænder dem til det yderste. Endda tilført et bevidst selvsmagende lag, hvor Jonas kommenterer sin egen situation og hvordan sådan noget plejer at se ud på film, ligesom der jævnligt hentydes til andre film.

Dermed kan man hævde, at ”Kærlighed på film” ligner dels den mest dybsindige kærlighedsfilm, som Susanne Bier endnu aldrig har lavet, dels den mest elementært og virtuost underholdende film om film, som Christoffer Boe endnu aldrig har lavet.

For uanset at Bornedal har mere på hjerte og oven i hovedet end de fleste, har han også et eminent greb om genrer, billeder og lyd. Hvad enten det så er de tårevædede kærlighedsopgør, de underspillede gys, den dampende sex, den befriende humor eller den blodige vold, der i en given sekvens er på lærredet.

Dermed bliver det ikke alene en historie om kærlighed på film, men også om kærlighed til film. Til et medie, som Bornedal hidtil ganske vist kun har udfoldet sig sporadisk indenfor, men som her, hvor det virkelig synes at have brændt på for ham kunstnerisk og personligt, har vist sig optimalt.

De ægte følelser

Hvad der måtte være af ironi ligger et helt andet sted, nemlig i det gamle uvenskab, der siges at være mellem Bornedal og Lars von Trier. Næppe nogen dansk film siden ”Breaking the Waves” har nemlig i samme grad som ”Kærlighed på film” formået så elegant, originalt og voldsomt medrivende at sammensmelte raffineret stilbevidsthed og umiddelbare, hjerteskærende og livsfarlige følelser.

Og hvis man hos Bornedal trods alt ikke ender helt oppe i Vorherres perspektiv, er virkningen dog ikke meget mindre. Tættere på et mesterværk har han i hvert fald til dato ikke været.