Tip     Print     RSS     Del    

Det gyldne kompas

Af JAKOB LEVINSEN

Offentliggjort 06.12.07  kl. 19:58 

Filmatiseringen af første del af Philip Pullmans romantrilogi sætter nye standarder for fantastiske fortællinger på film.

DET GYLDNE KOMPAS

(The Golden Compass)

USA/England 2007

Instruktion: Chris Weitz

1 time, 53 minutter

Premiere landet over inkl. Bornholm, Færøerne og Grønland


Stederne ligner Oxford, London og Polarhavet, tiden, og tøjet ligner vel slutningen af 1800-tallet, og så alligevel ikke. Verden i Philip Pullmans romantrilogi om pigen Lyra er en genkendelig virkelighed, der bare akkurat er tiltet nogle grader.

Så store luftskibe svæver rundt, isbjørne kæmper iført panser, hekse flyver i flok, og alle mennesker har en ledsagesjæl i talende dyreskikkelse, en daimon. Trilogien fra 1995-2000 har ikke for ingenting status som et af fantasy-litteraturens moderne hovedværker, både på grund af Pullmans originale univers og på grund af de filosofiske perspektiver i historien.

Støv og magt

I trilogiens første del drager Lyra mod Svalbard for at finde ud af, hvorfor en masse engelske børn er forsvundet. Det viser sig at have forbindelse til en altafgørende konfrontation mellem Lyras - tror hun - onkel, Lord Asriel, der ved hjælp af et særligt kosmisk støv vil skabe forbindelse mellem forskellige verdener, og det magtbegærlige Magisterium, der stræber efter at kontrollere endnu mere af menneskenes liv, end de allerede gør.

Kritikken af organiseret religion i almindelighed og den katolske kirke i særdeleshed er benhård hos Pullman. Ikke mindst i trilogiens to sidste bind, ”Skyggernes kniv” og ”Ravkikkerten”.

Forud for filmens premiere har den derfor været kritiseret højlydt af dele af den katolske kirke. Men samtidig også af fans af bøgerne, som mener, at instruktør og manuskriptforfatter Chris Weitz har solgt ud ved at gøre Magisteriet til en mindre klart defineret størrelse.

Gustne stjerner

Omvendt kan man efter at have set filmen hævde, at det faktisk er en styrke. Hermed bliver det nemlig åbenlyst, som det også grundlæggende er tilfældet i bøgerne, alle totalitære religioner og andre autoriteter, som skytset rettes mod.

Inklusive historiens to forældreskikkelser, den selvoptagede forsker Lord Asriel og den intrigante Mrs. Coulter. At bruge et par attraktive superstjerner som Daniel Craig og Nicole Kidman til at spille to så, viser det sig efterhånden, gustne personer, er listigt tænkt.

I det hele taget er der ikke sparet på noget på navnelisten, hvor gamle kæmper som Christopher Lee og Derek Jacobi viser sig i skurkagtige småpartier, franske Eva Green fra ”Casino Royale” er den smækreste heks set længe på film, Ian McKellen lægger stemme til en isbjørn og selveste Kate Bush synger titelsangen. Ikke mindre imponerende er det dog, at debutanten Dakota Blue Richards som en charmerende aggressiv Lyra kan spille lige op mod alle de professionelle - i en grad så hovedtemaet om barnlig frihed over for kontrollerende voksenmagt nærmest også synes at blive udkæmpet på skuespillerplanet.

Virtuose landskaber

Det mildt sagt overraskende instruktørvalg Chris Weitz - ellers mest kendt for at have produceret ”American Pie”-grovfarcerne - fejrer dog sin helt store triumf på den visuelle side. Pullmans snurrige landskaber og persongallerier præsenteres med en idérigdom og en storslåethed, man i denne type film ikke har set mage til siden Peter Jackson lavede ”Ringenes Herre” - og han fik endda ikke så lidt forærende af New Zealands natur.

Weitz og hans effekthold har i langt højere grad skullet arbejde fra bunden. Ikke desto mindre er de endt med en film så formidabelt og ubesværet flot, at den alene i teknisk henseende ligner et lige så stort kvantespring, som Jacksons i sin tid gjorde.

Klimaks må vente

Svagheden, som gør at filmen alligevel ender med at blive mere fersk, end man længe bliver ved med at håbe på, ligger derimod i Weitz' eget manuskript. Ikke så meget, fordi han af dramaturgiske grund har flyttet rundt på nogle elementer, og åbenbart - og mere problematisk - stopper før romanens enorme klimaks.

Mere fordi nye elementer og personer og udviklinger nærmest bare kommer tumlende, så den episodiske karakter og de mange lovlig heldige sammentræf i Pullmans forlæg bliver endnu mere udpræget. Af samme grund er det ud over Lyra og Mrs. Coulter ikke mange af figurerne, som skuespillerne får ro til rigtig at udvikle - og selv om filmen af en fantasy-film at være er sympatisk kort, ville man i dette tilfælde faktisk gerne have set den tage sig lidt mere tid til at give historien dybde.

Magien er fri

Inden for sin genre lander ”Det gyldne kompas” et sted midt imellem Jacksons genistreg og de mere håndværksprægede blandt Harry Potter-filmene. Den skal dog absolut ses alene for sin billedside, og selv om intet foreløbig synes planlagt med hensyn til en fortsættelse, er der er stadig nok af grunde til at holde forventningerne ved lige.

Også for at se, om det lykkes den at komme hjem med Pullmans anden store, om end mere indirekte pointe. Nemlig, at hvor meget religion i dag helt har givet afkald på undren, indsigt og magi i forhold til ren og skær magtbrynde, er det i kunstens og digtningens verden, at magien og fantasien fortsat kan være fri - og Lyra har heller ikke for ingenting navn efter både et stjernebillede og et musikinstrument.