Tip     Print     RSS     Del    

Anmeldelse: ... Og det var Danmark

Af  SOPHIE ENGBERG SONNE

Offentliggjort 08.05.08  kl. 10:59 

Ny dansk fodbold-dokumentar om en flok småtykke, glade amatører, der endte som europamestre.

... Og det var Danmark

Danmark, 2008

Instruktion: Mads Kamp Thulstrup og Carsten Søsted

105 minutter

Premiere fredag landet over

I 1970’erne var det danske fodboldlandshold et hold af småtykke, glade amatører, der varmede op med hjemmestrikkede øvelser og tabte med højt humør. Landstræneren var kun deltidsansat, og der var hverken midler eller knowhow til at gøre noget ved situationen.

Så kom sponsorkronerne fra Carlsberg, Sepp Piontek og recepten på forandring, og da Danmark noget overraskende fik kvalificeret sig til EM i 1984, tog de små danske krigere kampen op mod de internationale fodbold-afguder – og vandt! Endelig fik verden øjnene op for, at Danmark var andet end bacon og øl, som filmens fortællerstemme siger. Resten er danmarkshistorie.

Fornøjeligt gensyn

Det er en fornøjelse at gense vinderholdet fra ’92 (et hold af halvtykke feriedrenge, der nærmest var lidt mopsede over at blive indkaldt til EM på afbud fra det borgerkrigsramte Jugoslavien), et velklippet mix af skægge arkivklip med sprogligt uforståelige landstrænere og en øm musikalsk hilsen til den skadede Allan Simonsen under EM i ’84.

TV: Gense 80'erns følsomme landshold

EM-sejr og EU-nej

Det er svært ikke at føle sig som en 15-årig fodboldfan, når ”... Og det var Danmark” fortæller netop denne historie om lilleputstaten, der overraskede resten af verden med god fodbold og national stædighed.

Det er ikke tilfældigt, hævder filmen, at Danmark vandt EM samme år, som vi stemte nej til EU. Dette argument skildrer filmen med stor overbevisning, men der er i øvrigt noget i filmens postulater, der er problematisk.

Visse uklarheder

For hvem er egentlig filmens fortæller? Hvad skal referencerne til George Orwell og nazismen tjene? Og hvorfor er der ingen kritiske røster, der revurderer det hold, vi siden har kanoniseret som alle tiders bedste?

Som dokumentarfilm betragtet er der således visse uklarheder i fortællingen. Men når det er sagt, vil de fleste nok kunne lægge den kritiske røst væk og i stedet overgive sig til lærredet, der lyder med en nations hjertebanken:

Lyden af det lille flade land, der rejste sig i begejstret storhedsvanvid. Huttelihut!