Tip     Print     RSS     Del    

Avatar

Af  JAKOB LEVINSEN, litteraturredaktør

Offentliggjort 18.12.09  kl. 01:58 

James Camerons længe ventede efterfølger til ”Titanic” er et mægtigt billedeventyr - bogstavelig talt af en anden verden.

AVATAR

USA, 2009

Instruktion: James Cameron

2 time 41 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Det kan godt være, at verdens oprindelige folk er i tæt, respektfuld kontakt med naturen og dyrene og planterne og den store gudinde og siger undskyld, når de har nedlagt et bytte.

Men hvis onde amerikanske imperialister kommer og vil bulldoze dem væk fra deres hellige land for at udnytte undergrunden, hjælper deres primitive bue og pil og bønner altså ikke meget mod det tunge artilleri og bøllemanererne.

I sidste ende skal der alligevel en håndfuld kloge og handlekraftige hvide mænd, endda anført af en tidligere marinesoldat, til at lære de troskyldige indfødte at forsvare sig. Selv når de er tre meter høje og blå.

Er man endnu mere kynisk end den profitjagende entreprenør og den krigsliderlige oberst i ”Avatar”, kan man undervejs godt småklukke over, hvor ufrivilligt dobbeltmoralsk og kulturimperialistisk James Camerons grandiose rumeventyr egentlig er.

Krølhårede aliens

Navnlig, fordi de følsomme rumvæsener nok befinder sig på planeten Pandora i en galakse langt, langt herfra, men ikke desto mindre har kruset hår, taler højtideligt engelsk med en accent, der skiftevis lyder afrikansk og indfødt amerikansk, og på lydsporet bliver deres ceremonier ledsaget af etnisk-agtig musik med fløjte og tromme og korsang.

Den hemmelige agent

Eks-marinesoldaten Jake Sully bliver som en slags hemmelig agent - en kunstig kopi (avatar), som hans bevidsthed fjernstyrer elektronisk - sendt ind blandt de indfødte na'vier for at udspionere dem. Han lader sig dog hurtigt overbevise af deres rige åndelige liv og forelsker sig søreme også i høvdingens datter.

Man savner således heller ikke floskler i selve handlingen. Og skal næppe være ret meget over den ublodige og aseksuelle films uforståelige censurgrænse på 11 år, eller have set ret mange film i det hele taget, for jævnligt at kunne gætte nøjagtig, hvordan tingene vil udvikle sig.

Al Gore i rummet

Set helt ovenfra kan verdens muligvis dyreste film til dato over lange stræk mest af alt ligne en blanding af ”Danser med ulve” og ”Star Wars” og instrueret i kulisserne fra ”Jurassic Park” af Al Gore.

Men nu er den heldigvis skabt af Hollywoods måske mest ambitiøse og visuelt originale actioninstruktør, 12 år efter at han med ”Titanic” skabte filmhistoriens hidtil største kassesucces.

Mageløs dybde

Og navnlig hvis man ser filmen i 3D, hvad man kan mange steder i Danmark, er billedsiden og dybdevirkningerne fuldstændig mageløse, en slags ofte luftbåren science fiction-pendant til ”Ringenes Herre”, hvis newzealandske effektfirma også er involveret her.

Også fordi James Cameron indtil den mægtige finale - som vitterlig er storslået - holder sig ganske meget i skindet og fokuserer mere på storøjet naturpoesi med forunderlige planter og væsener end på forfølgelse og eksplosioner.

Magien er lige her

Til gengæld kan Cameron fortsat ikke skrive replikker, og skuespillerne har kun i undtagelsestilfælde noget videre at rive i - Sigorney Weaver klarer sig bedst som barsk, sågar cigaretrygende videnskabskvinde, mens australieren Sam Worthington lægger benovelse til helten.

Det mest slående i så henseende er nu, at de hovedsagelig animerede na'vier fremstår mindst lige så overbevisende som de levende skuespillere. Og deres stammemusik lyder trods alt også bedre end Leona Lewis' vrælende titelsang til slut.

På en måde handler filmen hinsides al sin naivitet, sin virtuositet og sin dobbeltmoral dog mere end noget andet om sig selv, om selve det at befinde sig i biografen.

Med planeten Pandora som det håndfaste symbol på en fremmed, magisk verden, som man for en tid kan forsvinde helt ind i - og efterhånden slet ikke har lyst til at forlade igen.

Hvad mener du om "Avatar"? Er du enig med anmeldelsen? Del din mening med læserne.